Kvindelandsholdet skal til VM 2027
Kvindelandsholdet kvalificerede sig tirsdag aften til sin anden VM-slutrunde i træk efter en overbevisende 4-1-sejr i Serbien.
Kvindelandsholdet kunne tirsdag aften fuldende overraskelsen og sikre sig en billet til VM 2027 i Brasilien, hvis Jakob Michelsens tropper blot fik uafgjort på udebane mod Serbien.
Men Danmark havde ikke tænkt sig blot at kravle over målstregen med 0-0. Kvindelandsholdet tog en stensikker sejr på 4-1. En sejr, der blev grundlagt af en stærk første halvleg i Stara Pazova. Dermed er de danske fodboldkvinder klar til VM-slutrunden næste sommer.
Danmark fik en drømmestart på opgøret. Allerede efter otte minutter bragte Cecilie Fløe Danmark foran, og fem minutter senere blev føringen fordoblet, da Amalie Vangsgaard gjorde det til 2-0 med et fantastisk hovedstødsmål.
Serbien svarede hurtigt igen, da Allegra Poljak med hjælp fra en dansk afretning reducerede kort efter det danske andet mål. Hjemmeholdet fik skabt lidt spænding i kampen, men Danmark bevarede kontrollen og fortsatte med at skabe de største muligheder.
Få minutter før pausen øgede Pernille Harder til 3-1 på et straffespark, og kort efter scorede Amalie Vangsgaard kampens flottes mål, da hun smukt placerede bolden helt oppe i krydset. Dermed kunne Danmark gå til pause med en komfortabel føring på 4-1.
Cruisecontrol efter pausen
Efter pausen faldt kampens tempo. Danmark havde fortsat godt styr på begivenhederne, mens Serbien havde svært ved at spille sig frem til store chancer. Den danske defensiv begrænsede hjemmeholdets muligheder, og føringen – eller den direkte VM-billet - kom aldrig i fare.
Sejren betyder, at Danmark slutter øverst i kvalifikationspuljen (fem point foran Italien og seks point foran Sverige), hvilket udløser direkte kvalifikation til VM i Brasilien.
Det er anden gang i træk, at Kvindelandsholdet kvalificerer sig til VM. I 2023 var Danmark med til VM i Australien, hvor holdet spillede sig i 1/8-finalen.
Så snart DBU har mere information om billetsalget til VM 2027, deler vi naturligvis denne information med danske fans. For nu kan du som fan registrere din interesse i billetter her.
Foto: Claus Birch, fodboldbilleder.dk