Danmark skulle fredag aften canadisk tid i aktion mod Canada i den første af to VM-testkampe.

I den danske startopstilling var der debut til både 19-årige Carli Scheuer fra FC Nordsjælland og Sofie Vendelbo fra FC Midtjylland i opgøret, der blev spillet på Stade Saputo i Montreal.

Flot dansk føringsmål
Hjemmeholdet kom bedst fra start og udfordrede den danske defensiv, men Danmark kæmpede sig hurtigt ind i opgøret og fik fornuftig kontrol.

Midt i første halvleg gav det pote. Efter en hurtig dansk omstilling spillede Olivia Holdt Amalie Vangsgaard i dybden. Fra højre side af feltet sendte hun en præcis aflevering ind i feltet, hvor anfører Pernille Harder kom i et perfekt timet løb og sikkert kunne sendte bolden i mål til en dansk føring. Det var mål nummer 86 for Harder i hendes 174. kamp for Danmark.

Resten af halvlegen bød på chancer i begge ender, men den største tilfaldt værterne, der dog forspildte den gode mulighed otte meter fra mål med en uskarp afslutning over mål.

Danmark kunne dermed gå til pause foran 1-0.

Canadisk dominans efter pausen
Jakob Michelsen og hans trænerstab sendte 10 nye spillere på banen fra anden halvlegs start, herunder debut til Selma Svendsen fra Djurgården IF og Pernille Sanvig fra BK Häcken.

Canada sendte også friske kræfter på banen, blandt andre Olivia Smith fra Arsenal FC, som var en evig trussel imod det danske mål efter pausen.

Canadierne satte sig tungt på de sidste 45 minutter og pressede Danmark. I store periode måtte danskerne forsvare sig dybt, og det gjorde de heroisk. Men i slutfasen blev hjemmeholdets pres for meget, da førnævnte Smith resolut sendte en flad afslutning forbi Alberte Vingum i det danske mål.

1-1 efter 84 minutter.

I de sidste minutter kunne begge hold have taget sejren. Først reddede Vingum flot en canadisk afslutning op på overliggeren, og i de allersidste sekunder var Danmark tæt på at snuppe sejren med en dobbeltchance.

Kampen endte derfor 1-1.

De to hold havde efterfølgende en uofficiel straffesparkskonkurrence, der fungerede som træning i disciplinen frem mod VM. Canada vandt straffesparkskonkurrencen.

De to hold mødes igen på mandag i Toronto. Kampen spilles kl. 21.30 dansk tid (15.30 canadisk tid) og kan ses på DR2.