Fløe og Harder sender Danmark tættere på VM
Kvindelandsholdet tog fredag aften et vigtigt skridt i jagten på kvalifikation til VM 2027 med en 2-1-sejr over Sverige på Odense Stadion.
I en kamp mellem to nordiske ærkerivaler viste Danmark stor effektivitet foran mål og udnyttede mulighederne bedre end gæsterne, som ellers havde mest af spillet gennem store dele af opgøret.
Danmark bragte sig foran efter 25 minutters spil. Cecilie Fløe afsluttede et fantastisk dansk angreb, da hun kom først på bolden tæt under mål og sendte hjemmeholdet i front til stor jubel for de knap 6.000 danske fans på Odense Stadion.
Den danske føring holdt frem til pausen, selv om Sverige havde mest boldbesiddelse og et par chancer. Danmark truede dog også den anden vej.
Kort efter pausen fik svenskerne udlignet, da Johanna Rytting Kaneryd scorede til 1-1 i det 52. minut. Målet gav ny energi til gæsterne, og kampen bølgede herefter frem og tilbage.
Efter en time blev Danmarks anfører Pernille Harder, der havde været tvivlsom op til kampen på grund af en skade, sendt på banen til stor glæde for de rød-hvide fans. Og der skulle ikke gå lang tid, før Harder kom i fokus.
Efter 65 minutter satte Cecilie Fløe sig igennem inde i feltet og spillede bolden bagud i feltet til en fri Pernille Harder, der stensikkert bragte danskerne tilbage i front.
I slutfasen pressede svensker på for en udligning, men en velspillende Freja Thisgaard og et flot fightende dansk hold kæmpede 2-1-sejren hjem.
Med sejren tager Danmark et stort skridt mod VM-slutrunden og kan med en sejr eller uafgjort i sidste kamp mod Serbien booke billetten til VM 2027 i Brasilien som nr. 1 i gruppen.
Kampen mod Serbien kan ses på DR1 tirsdag kl. 19.00.