DBU og Futsallandsholdets trænerduo forlænger til 2029
Nikolaj Saabye og Clement Cliford har skrevet under på en kontraktforlængelse og vil fortsat stå i spidsen for Futsallandsholdet de næste tre år.
DBU har forlænget aftalerne med landstræner Nikolaj Saabye og assistenttræner Clement Cliford frem til sommeren 2029.
Siden Nikolaj Saabye overtog ansvaret for Futsallandsholdet i 2014, har han stået i spidsen for 114 officielle landskampe. Sammen med Clement Cliford, der har været en del af landsholdets trænerstab siden 2013, fortsætter trænerduoen nu arbejdet frem til 2029.
Det glæder fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, at samarbejdet kan fortsætte:
"Vi er meget tilfredse med, at vi har forlænget aftalerne med Nikolaj og Clement, som har ydet en kæmpestor indsats for det danske Futsallandshold gennem mange år. Udover at have et stort kendskab til holdet og en enorm erfaring er vi sikre på, at de også fremadrettet vil være med til at udvikle både landsholdet og dansk futsal i en positiv retning," siger Peter Møller.
Siden seneste kontraktforlængelse i juli 2023 har Futsallandsholdet spillet 33 kampe med 18 sejre, tre uafgjorte og 12 nederlag. I samme periode har Danmark blandt andet mødt fire nationer fra verdensranglistens top-10 og tidligere på året sikret avancement fra den indledende runde af VM-kvalifikationen.
Det arbejde ser landstræner Nikolaj Saabye frem til at bygge videre på:
"Det gør mig både utrolig glad og stolt, at jeg kan fortsætte som landstræner. Vi har gennem de seneste år taget flere skridt i den rigtige retning, og jeg synes, at vi står et spændende sted som hold. Vi har en stærk spillergruppe og et godt fundament at bygge videre på. Derfor glæder jeg mig til at fortsætte arbejdet sammen med Clement, spillerne og staben omkring holdet," siger Nikolaj Saabye.
Den 19. juni trækkes der lod til VM-kvalifikationens Main Round i UEFA's hovedkvarter i Nyon.
Kontrakterne med Nikolaj Saabye og Clement Cliford stod til at udløbe den 30. juni 2026, men er nu forlænget til den 30. juni 2029.