DR Ultra Skolepokalen ruller igen: Rekordmange pigehold er tilmeldt turneringen
Næsten halvdelen af de 1.099 hold, der spiller med i årets skolefodbold turnering er pigehold. Størstedelen af de over 600 deltagende skoler tilmelder hvert år både et pigehold og et drengehold. Imens arbejder DBU for at bryde fordommene om, hvem der hører til på fodboldbanen.
DR Ultra Skolepokalen har rekordmange pigehold på banen i denne sæson. Vi tæller 623 drengehold og 476 pigehold, hvilket er en imponerende høj andel i forhold til, at kun en femtedel af alle fodboldspillere på landsplan er piger/kvinder.
DBU og DR Ultra har igen skabt en fodboldfest, hvor både drenge og piger deltager med stort engagement.
Fodbolden lever og blomstrer i skolerne
Pigehold fra Skolen ved Strandboulevarden, Kildevældsskolen, Heibergskolen og Gasværkskolen mødes til tre kampe på B93’s baner på Østerbro. Klassekammerater, lærere og bedsteforældre er mødt op for at heppe, og stemningen er præget af glæde og spænding. Skolefodbolden lever i bedste velgående – for drengene og i særdeleshed også for pigerne, som er trådt ind på banen med stor energi og kampgejst.
Marly, Solvej, Mila og Carla: Når pigerne tager ordet
Fire pigespillere fra Heibergskolen ser turneringen som en unik mulighed for at dyrke fællesskabet på tværs i klassen og vise, at piger kan spille fodbold på lige fod med drengene.
" Vi viser, at der også er en kvindelig disciplin i det her, og vi får et rigtig godt fællesskab ud af det. Det fedeste ved skolefodbold er nok at se, hvordan vi støtter hinanden på tværs i klassen og samarbejder med de andre klasser på skolen," fortæller Marly, Solvej, Mila og Carla.
Der er tydelig opbakning fra drengene på lægterne, og lærerne bekræfter, at støtten går begge veje. I dagens Danmark handler skolefodbold ikke kun om mål og sejre, men også om fællesskab og ligeværd. Og det glæder pigerne.
"Drengene støtter for det meste op, men vi skal nok snakke noget mere sammen i skolen. Vi er aldrig rigtig sammen på tværs i klassen, og de (drengene, red.) skal også begynde at se, at de ikke er bedre end os, bare fordi de er drenge", fortæller Heibergskolens piger.
Skolefodbold som vejen til fællesskab
Peter, som er medarbejder på Skolen ved Strandboulevarden, ser tydeligt værdien i skolefodbolden.
"Det giver et godt fællesskab, og eleverne får rørt sig. Alle hepper, og de har generelt en god dag uden for klasselokalet," siger han.
Drengene er enige. "Det er fedt at se pigerne spille fodbold, og det er sejt – jeg kunne i hvert fald ikke gøre det bedre," siger Aksel fra 8. klasse.
DBU: Flere piger og kvinder på fodboldkortet
DR Ultra Skolepokalen taler godt ind i DBU´s fokus for at sikre, at piger og kvinder får bedre muligheder og sikres ligeværd i fodboldens verden. Med hele 43% deltagende pigehold i turneringen dufter det allerede lidt af ligeværd. Men det kan blive meget bedre.
Selvom der er sket en positiv udvikling de senere år, mangler der fortsat kvindelige ledere, trænere og dommere i dansk fodbold. Derfor arbejder DBU målrettet på at gøre sporten mere inkluderende på flere områder.
Med udviklingsplanen for pige- og kvindefodbold 2022-2027 beskriver DBU de nødvendige indsatser og kulturændringer, som kan gøre en forskel. Så for Marly, Solvej, Mila og Carla blæser vinden den rigtige vej.