Danmark spillede fredag aften topbrag i Nations League mod vice-europamestrene Tyskland. Kvindelandsholdet gik ind til kampen med maksimumpoint efter fire sejre i fire kampe og kunne med uafgjort eller sejr sikre sig førstepladsen og kvalifikation til Nations League Finals.

Andrée Jeglertz’ mandskab fik dog en svær start på kampen, da Sofie Svava efter få minutter pådrog sig en skade og måtte lade sig udskifte med Janni Thomsen.

Tyskerne udnyttede, at Danmark, med Sofie Svava på sidelinjen, var en mand i undertal og fik lagt et stort pres på de danske gæster. Det gav pote efter blot 14 minutter, da Alexandra Popp steg til vejrs og headede tyskerne i front.

Danmark svarede fornuftigt igen, men kun kortvarigt. Tyskerne genetablerede trykket mod det danske mål, og det resulterede i endnu en scoring i det 26. minut. Endnu en gang var det et tysk hovedstødsmål, denne gang af Marina Hegering efter et hjørnespark.

Resten af første halvleg var en lige affære, hvor Sanne Troelsgaard to gange var tæt på at score efter gode, danske hjørnespark. Men der kom ikke flere scoringer. 2-0 ved pausen.

Anden halvleg bølgede frem og tilbage, men vi skulle ind i de sidste 20 minutter, før de to hold blev farlige. Frederikke Thøgersen havde en fin afslutning efter et godt dansk angreb, men Merle Frohms i det tyske mål fik afværget. I den anden ende stod stolpen i vejen for, at Popp blev dobbelt målscorer.

I slutfasen jagtede Danmark den reducering, der ville give det danske kvindelandshold en fordel i jagten på OL, men det lykkedes ikke. I stedet kunne Tysklands Karina Bühl i overtiden lukke kampen til slutresultatet 3-0.

Danmark skal nu vinde den sidste gruppekamp mod Island tirsdag på Viborg Stadion, mens Tyskland samtidig skal smide point mod Wales, hvis det danske landshold skal avancere til Nations League Finals.

Hjemmekampen mod Island er udsolgt, men du kan skrive dig på ventelisten til billetter lige her.