Nu kan du se U-landsholdenes kampe
U-landsholdenes EM-kvalifikationskampe på hjemmebane i 2022 bliver streamet. Første kamp er U17-pigelandsholdets kamp mod Grækenland onsdag den 16. marts.
2022 bliver et stort landsholdsår. Til sommer spiller Kvindelandsholdet for Danmark til EM i England, mens Herrelandsholdet til november jagter nye triumfer til VM i Qatar.
Nu kan landsholdsfans også glæde sig til at kunne se fremtidens stjerner i aktion, når ungdomslandsholdene spiller på hjemmebane. DBU streamer i 2022 alle EM-kvalifikationskampe med U-landshold, der finder sted på dansk jord.
"Dansk fodbold rummer masser af dygtige talenter, der fortjener endnu større fokus og lys på præstationerne. Unge fodboldspillere, der allerede er store forbilleder for alle børn i Danmark. Vi glæder os til, at endnu flere i fodbold-Danmark får muligheden for at følge fremtidens stjerner, før de indfrier deres drømme om at spille på Herre- eller Kvindelandsholdet,” siger fodbolddirektør Peter Møller.
Alene i marts kommer DBU til at streame fire spændende U-landskampe, hvor EM-drømmene kan gå i opfyldelse.
Onsdag den 16. marts kl. 18.00 spiller U17-pigelandsholdet mod Grækenland på Helsingør Stadion i en direkte duel om kvalifikation til EM. U17-drengelandsholdet jagter i perioden den 23. til 29. marts en plads ved EM, når det gælder kampe mod Sverige, Letland og Schweiz på hjemmebanen i Silkeborg og Ikast. De to bedste hold i gruppen kvalificerer sig til slutrunden.
U-landskampene streames på de to Facebook-sider ’Ungdomslandsholdene – kvinder’ og ’Ungdomslandsholdene – herrer’.
Til efteråret streamer DBU endnu flere ungdomslandskampe.