Digital hjælp til døm-selv kampe
I KlubOffice har alle klubber en hjælpende hånd til at administrere de kampe, hvor der ikke er påsat en dommer af lokalunionen. Systemet sørger selv for information til den, der tager fløjten.
Overblik fra kampprogrammet
Der popper hele tiden nye dommere frem på fodboldlandkortet, og dem der har været med i mange år, yder en stor indsats for, at så mange kampe som muligt, har en uddannet dommer ved roret.
Realiteten er, at det ikke er muligt at bestille en dommer til alle kampe. Derfor skal klubberne i flere rækker finde kampledere i egne geledder.
I KlubOffice har alle klubber redskaberne til at sikre, at der er en døm-selv dommer på alle kampe. Fra kampprogrammet kan man få overblikket over de kampe, hvor der ikke er påsat en dommer, og sætte en person fra klubben på opgaven.
Dommeren vises herefter i kampprogrammet i KlubOffice – men også på kampen i Fodbold app’en, hvor man på kampsiden kan se, hvem der styrer slagets gang.
Med kampene skrevet ind i programmet, er der flueben i klubbens administration. Men herfra skal beskeden gives videre til de kampledere, der har fået ansvaret.
Det kan være noget af en opgave, hvis man har mange døm-selv kampe. Det kan heldigvis gøres meget lettere.
Skabeloner sørger for automatisk besked
De fleste brugere af KlubOffice kender til 'E-mail skabeloner'; en mulighed for at sætte automatisk kommunikation op, så ikke man selv skal skrive en e-mail hver gang man vil kommunikere med medlemmer, trænere eller forældre.
I stedet kan man lave en skabelon, så alle relevante informationer kommer med i e-mailen, helt automatisk.
Den e-mail, der sendes til dem, som bliver sat på som dommere, indeholder således mulighed for at indsætte navn, række, hjemme- og udehold samt spillested- og tidspunkt.
Når skabelonen er sat op, skal den blot vælges under 'Klubben' --> 'Klubinfo' --> 'Indstillinger' i KlubOffice. Så får døm-selv dommerne automatisk besked. når de bliver sat på - eller fjernet fra en kamp.
Find inspiration til tekster, der kan sættes ind i skabelonerne - og til at lave skabeloner i klubbens farver - her.