U8-holdet står i en lang række på græsset, den forreste pige har en fodbold i hænderne. Da startskuddet lyder, går bolden lynhurtigt fra barn til barn, indtil den når den sidste i rækken. Drengen bagest i køen tager bolden ved fødderne og dribler hurtigt op foran rækken. Kæden starter igen.

En helt almindelig fodboldøvelse. Og så alligevel ikke helt. Øvelsen er en del af ’Antibulli Fodbold’ og skal, foruden sjov med en bold, også sørge for, at børnene kommunikerer med hinanden om at nå fælles i mål.

Øvelser og tips til det gode fællesskab
Espergærde-trænerne har sat øvelsen her i gang og er helt bevidste om, at det handler om mere end færdigheder med en bold:

”Vi arbejder med fællesskabet og laver mange samarbejdsøvelser, som kræver, at man er gode sammen. På den måde kan vi også rose børnene for noget andet end en god afslutning eller en flot solopræstation”, siger Chris O’Connell, som er en af trænerne for U8-årgangen i Espergærde IF, og fortsætter:

”Vores mantra er først og fremmest, at man skal have det sjovt, at man skal gøre det så godt, man kan, og at man er gode kammerater for hinanden – og det understøtter Antibulli-materialet til fulde”.

Kom med blandt de første klubber
DBU og Maryfonden søger lige nu klubber, som er interesserede i at prøve ’Antibulli Fodbold’-materialet med lidt ekstra hjælp og guidance undervejs, hvilket gerne skulle gøre det endnu nemmere at komme i gang. Det kræver dog, uanset hvad, kun meget lidt forberedelse at bruge øvelserne, og I beslutter selv, hvor meget I bruger materialet.

Hvis I melder jer senest den 7. oktober 2021, kan I måske blive blandt de første, der får lidt ekstra hjælp til at give børnefodbolden et ekstra boost.

Spørgsmål og tilmelding
Tag fat i Tina Enestrøm, DBU Projekt og analyse, på tina@dbu.dk eller 43262267