Råb Pænt: Gode råd fra to rutinerede ræve
Råb Pænt!-kampagnen har sat fokus på sprogbrugen ved fodboldkampe. Her får I to meget rutinerede dommeres bedste råd til alle andre fodbolddommerne, der skal tackle forskellige situationer på banen hver eneste uge.
Mads-Kristoffer Kristoffersen og Claus Bo Larsen er nogle af de mest rutinerede fodbolddommere, vi har i Danmark. De oplever, at tonen i samfundet generelt er blevet meget hårdere gennem de sidste 20 år, hvilket også er smittet af på tonen overfor dommerne på fodboldbanen.
Her giver de deres bedste råd til, hvordan fodbolddommere kan tackle utilfredse spillere.
Gå i dialog i stedet for at optrappe konflikten
”Jeg kan sagtens håndtere, når spillere råber i umiddelbar frustration. Det synes jeg, der skal være plads til, men det skal bare aldrig blive personligt rettet mod nogen, og det er uagtet om der er tale om bredde- eller elitefodbold. Når spillerne råber ad mig, plejer jeg at sige til dem, at jeg er et menneske, der har følelser, også selvom jeg er fodbolddommer. Og så spørger jeg dem tit, om jeg skal tale til dem på samme måde, som de taler til mig, og det indrømmer de jo, at de helst ikke vil have. På den måde får jeg ligesom nedtrappet situationen i stedet for at optrappe den ved at vise, at der er et menneske bag fløjten,” udtaler Mads-Kristoffer Kristoffersen.
”Jeg er helt enig. Som dommer skal man også kunne skille tingene ad. Det hører med til spillet, at spillerne går op i det og måske en gang imellem råber i frustration. Det er noget, der sker i nuet, og det er OK med en umiddelbar reaktion. Det må bare aldrig blive personligt, for eksempel hvor en dommer bliver forfulgt igennem en kamp,” supplerer Claus Bo Larsen.
Brug din personlighed og vær den kloge
Det er vigtigt, at man som dommer også bidrager til, at der er god stemning i kampen. Det er vigtigt at møde spillerne i øjenhøjde og være et menneske og ikke en administrator. Mads-Kristoffer Kristoffersen
”Man skal være den kloge på banen, når man er dommer. Der er næsten altid en eller to spillere, der råber helt vildt. Jeg plejede at dele lidt ud af ansvaret og bruge anføreren og få vedkommende til at hjælpe med at få dem til at tie stille. Som dommer er det rart at have et par medspillere i anførerne og generelt have et godt forhold til spillerne. Et godt råd er at åbne dommeromklædningsrummet for anførerne efter kampen, så man som dommer kan lære dem at kende, få feedback og gå dialog. Når man lærer hinanden at kende, er der også bedre grobund for en god stemning på banen næste gang man mødes,” udtaler Claus Bo Larsen.
Brug humor
”I gamle dage oplevede jeg, at holdene bare var glade for, at der kom en dommer ud til dem. Hvis de begyndte at råbe ad mig, plejede jeg at sige, at de skulle lade være med at skælde mig ud, for hvis jeg ikke var kommet, var der jo ikke nogen kamp. Som dommer er man påsat en opgave og vil rigtig gerne løse den på den allerbedste måde, men man vil jo ikke være til grin og skældes ud. Hvis nogen sagde, jeg var dårlig, plejede jeg at sige, at de gode dommere kommer ud til de gode hold, så det er derfor jeg er her i dag. Så plejede de at trække på smilebåndet,” fortæller Claus Bo Larsen.
Ja, jeg har også nogle gange sagt til spillere, at vi jo begge to har gjort os fortjent til at være på det her niveau i dag. Mads-Kristoffer Kristoffersen
Et par gode afsluttende råd fra de to rutinerede dommere
- Et smil er den korteste vej mellem to mennesker. Sådan er det også, når man dømmer.
- Døm pænt og vær rollemodel som dommer. Så råber spillerne også pænt.
- Vi kommer for at hjælpe spillerne med at få en god oplevelse. Vis du gerne vil være der.
- Vær der 100% for spillerne. Hvis man er det, får man som regel også en rigtig fin behandling.
- Hav så store øjne og så små ører som muligt, og lad ikke råberiet fra spillerne få for meget fokus.
De to elitedommere er også opmærksomme på, at de har et stort ansvar for at være gode rollemodeller for alle andre dommere i Danmark.
”Som Superligadommere er vi rollemodeller, og vi har et kæmpe ansvar. Hvis vi springer nemt hen over nogle ting, når folk ser fodbold i fjernsynet, så gør vi det svært for breddedommerne at dømme rigtigt, når de går på banen. Hvis spillerne i Superligaen fx brokker sig voldsomt uden, at vi gør noget, så er det svært for breddedommerne at sige til breddespillerne, at de ikke må. Vi skal med vores adfærd og kendelser gå forrest, så det også bliver lettere at være breddefodbolddommer,” afslutter Mads-Kristoffer Kristoffersen.
I marts 2020 lavede DBU Jylland en podcast om, hvordan man som dommer kan håndtere konflikterne på fodboldbanen. Her var Jakob Kehlet gæst. Lyt til podcasten her: