Fra hele verden, fra folk i alle aldre kom de. Selv fik jeg en henvendelse fra en canadisk herre, der tre uger inden Eriksen faldt om, havde mistet sin søn, der også hed Christian. Hans søn havde fået hjertemassage, men ikke overlevet. Faren fulgte det danske hold tæt gennem resten af turneringen og han har siden skrevet til mig, at han har fundet mening og trøst i, at det danske hold spillede for Christian og hele Danmark.

For holdet gav aldrig op. Det gjorde Danmark og de danske fans heller ikke. Hele landet var malet i rødt og hvidt i sommer. I det ganske land løb piger og drenge rundt med landsholdstrøjer. I gader og stræder blafrede Dannebrog fra bygninger, vinduer og altaner.

Da Danmark vandt europamesterskabet i 1992, sad jeg med holdkammeraterne fra mit fodboldhold og så kampen hjemme i stuen hos holdkammerat Klaus. Stemningen var fortættet og bevidstheden om, at vi nu tog del i en enestående historisk begivenhed, fortættede kun øjeblikket yderligere. Der blev ikke kun danset i Storkespringvandet, det gjorde vi også i Hjørring og mange andre steder. Alle danskere over 35 år kan formentlig huske, hvor de var d. 26. juni 1992.

Da Danmark slog Rusland 4-1 i sommer, gik jeg fra Parken til mit hjem på Frederiksberg. Byen var en stor samhørighed af fællesskab, fest og fællessang. Det var hele Danmark. Corona-pandemiens spændetrøje var løsnet, fællesskabet og fodbolden var tilbage. Vi vidste igen, at vi var en del af et helt særligt, historisk øjeblik.

 

Nu taler vi om ’Sommeren 21’. Alle børn, unge, voksne og ældre har fået et nyt syn på fodbold og mærket, på ny, hvad det er, fodbold kan. For det kan noget ganske, ganske særligt.

Vi vil huske sommeren 2021, som dengang hvor Herrelandsholdet kom i en EM-semifinale. Vi vil huske sommeren, hvor mange måneders corona-begrænsninger (næsten) var væk, og vi kunne samles til fester og sammenkomster. Vi vil huske, at fodbold kunne give os gåsehud og tårer, både af sorg og glæde. Og vi vil huske, at Danmark og dansk fodbold blev kendt og tiljublet for det særlige fællesskab, hvor der var plads til både afslappet hygge og topprofessionelt fokus.

Mere end 1,5 million danskere så med, da Danmark spillede sin første kamp mod Finland. Nationalmelodien i Parken har sjældent lydt smukkere, og stemningen på tribunerne var ikke til at tage fejl af. Kort før pausen, skete det utænkelige. Christian Eriksen faldt om. Kampen blev afbrudt og hele stadion skiftede fra larmende jubel til absolut tavshed. Det, der skete, ændrede alt. Det var forfærdeligt og svært at sætte ord på. Det vigtigste overhovedet er, at Christian Eriksen overlevede og efter omstændighederne har det godt. 

Episoden på banen viste, hvem holdet egentlig er, og hvad de er lavet af. Først som helte i redningen af og afskærmningen af deres ven og holdkammerat. Siden gennem fodbolden. Imponerende sammenhold og spil på banen bragte holdet og fans tættere sammen. Efter kampen mod Belgien, udtalte Hjulmand, at den kamp var monumentet over, hvad der er muligt at gøre, hvis man får ubetinget støtte i umulige situationer. Og det tætte bånd fortsatte ud for landets grænser.

Ved 1/8-finalen i Amsterdam mødte jeg en politimand, der fortalte, at han efter 40 års karriere i politiet aldrig havde oplevet så meget kærlighed og venskab i byen ved en fodboldkamp som den, der kom fra tusindvis af danske fans. I Baku, hvor vi mærkede hyldesten til mangfoldighed, da fans fra Aserbajdsjan ønskede billeder af vore regnbue-symboler på lægterne, mens vagter med magt helt utilstedeligt fjernede et regnbueflag fra danske fans. Og semifinalen i den engelske hovedstad viste os, at udlandsdanskerne i England glædeligt troppede op på stadion, mens holdet på banen nægtede at give op. Sommeren 2021 var lig med kærlighed, venskaber og mangfoldighed. Men det var også heltemod, holdånd, fællesskab og den røde tråd i det offensive spil på banen, som vi vil huske tilbage på.

 

De fodboldmæssige evner er ikke kommet over natten. Hver enkelt spiller har måttet arbejde hårdt for at komme på landsholdet. Sommerens bedrift er også et resultat af mange års fokuseret arbejde med talentudvikling og en sammenhængskraft på tværs af bredde, landshold og klubber i Danmark.

Resultaterne på banen og fællesskabet rundt om er ikke kommet af sig selv. Det er ikke tilfældigt, at Kasper Hjulmand kunne tage unge spillere med, sætte dem ind på den allerstørste fodboldscene, mens de leverede en indsats, der vil huskes i fodboldhistorien.

 

Der er de senere år blevet arbejdet målrettet på at styrke både talentudvikling og rammerne for vores bedste fodboldspillere på landsholdene. Landstrænerne på både kvinde- og herrelandshold samarbejder om, hvordan der bedst arbejdes med spillerne. Det gælder fysisk og mentalt, men også teknisk og taktisk. Sammen med klubberne er der investeret i talentudvikling, så de bedste spillere kan udvikle sig til gavn for både klubbernes førstehold og vores mange ungdomslandshold, der i øvrigt klarer sig historisk godt. Samtidigt har vi investeret i analytikere og behandlere, der kan hjælpe landsholdsspillerne til at præstere deres bedste, når de skal spille for Danmark. Men vi bliver aldrig England, Italien eller Spanien med 100 folk i staben, men vi skal stadig investere i vores landshold, så vi er konkurrencedygtige, og så skal vi arbejde sammen for fælles bedste gennem tillid og gøre det bedste, vi kan, om end med færre ressourcer. Det er den danske model.

 

Fællesskabet og sammenhængskraften udenfor banen er også en del af den store styrke for Herrelandsholdet. Præcis som det er tilfældet for Kvindelandsholdet og øvrige landshold. Det er i høj grad skabt af relationer på og omkring holdet og blandt trænere, spillere og stab. Men det er i høj grad også skabt af et udtryk for de værdier, der er i dansk fodbold, hvor vi de senere år har haft visionen ’En Del af Noget Større’. En vision, hvor vi arbejder med fokus på fællesskab og samarbejde og på hele tiden at få det bedste ud af hinandens styrker.

 

I sommeren 2021 viste ’En Del af Noget Større’ virkelig, hvad ordene betød, men visionen har i årevis vist, at fodbold kan hjælpe alt fra udsatte børn og etniske minoriteter til prostata-patienter og fodboldspillere med hjerteproblemer og mange flere, der bruger fodbold til at få nye fællesskaber.

De gode minder og flotte resultater vil vi gerne skabe flere af i dansk fodbold. Mange flere. Næste sommer spiller Kvindelandsholdet EM-slutrunde i England, hvor det danske hold skal følge op på den flotte sølvmedalje fra 2017.

Herrelandsholdet er godt på vej til VM i Qatar i december 2022 og skal bygge videre på de flotte resultater fra slutrunden. Og sideløbende arbejder vi på at få EM-værtskabet for kvinder i 2025 samt VM til de nordiske lande i 2027. Begge begivenheder vil kunne være en kæmpe styrkelse af kvindefodbold i Danmark. Vi glæder os, og håber, vi kan skabe den samme begejstring igen. For sommeren 2021 var unik. Den afløste ’Sommeren 92’. Vi vandt ikke guld – men vi oplevede noget andet:

 

Mange danskere fik fodboldens fællesskab helt tæt på og så, hvad fodbold kan være et symbol på. Og det gjorde den canadiske mand, der havde mistet sin søn, forhåbentlig også. Jeg har sendt ham en landsholdstrøje med ’Eriksen’ på ryggen. Den har nu en særlig plads et sted i Canada, og han, DBU og Danmark vil altid være forbundne som ’En Del af Noget Større’.


Kronikken blev også bragt i forkortet version i Avisen Danmark.