Der er intet som en udenlandstur til at skabe sammenhold. Forventningens glæde (op til turen),
de nye spændende rammer, og at møde hold og spillere, man ikke er vant til at spille imod.
Det kan Ulbjerg IF nu se frem til. De er er nemlig blandt de tre klubber, der har modtaget midler fra
DBU’s Ungdomsfond af 18. maj 1964.

Hos formand for Ulbjerg IF, Jakob Frandsen, vækker støtten stor glæde. Her har man turde at satse på en lysere fremtid. Derfor skal pengene bruges på en tur til Verona Cup 2021 i Italien i efteråret for klubbens piger og drenge i 13-15-årsalderen.

”Turen betyder rigtig meget for de unge. Det er noget, de husker resten af deres ungdomstid,
både selve oplevelsen men også det samvær og de fællesskaber det bliver skabt på tværs af køn og alder. De unge vil møde andre, som de normalt ikke ser i hverdagen i klasserne eller til fodboldtræning. Det er der, vi får den største gevinst,” fortæller Jakob Frandsen.

Fonden har i år modtaget et begrænset antal ansøgninger, da Covid-19 har gjort det svært for klubberne at lægge planer for fremtiden. Derfor er der kun er blevet uddelt midler til tre klubber i denne omgang.

Hjælp til hårdt ramte sportsudøvere
Udover at give midler til ungdomsaktiviteter, deler fonden også midler ud til personer i svære situationer, såkaldte ’nødlidte’. Det kan være i forbindelse med en ulykke eller et sygdomsforløb.

Danske sportsudøvere og -ledere, der er medlem af Danmarks idrætsforbund eller af et samarbejdende forbund kan søge midlerne. Pårørende og efterladte kan også modtage midlerne.

Klubber og foreninger med unge medlemmer med fysiske- eller psykiske handicaps, som ikke kan dyrke idræt på almindelig vis, kan også ansøge. En særlig heltemodig indsats, som har resulteret i personens død eller alvorlige skader, kan også modtage midler.

Ansøgningsfristen for næste uddeling i fonden er 1. november 2021. Der kan både søges til aktiviteter for Ungdomshold i forår og sommer 2022 samt til ”nødlidte”.

Man kan læse mere om ansøgningsproceduren HER

Følgende klubber der har modtaget støtte ifm. forårsuddelingen

Ulbjerg IF

Snekkersten IF

St. Merløse