Perfekt dansk start i Nations League

På to træffere af Christian Eriksen vandt Danmark med 2-0 over Wales, og dermed fik vi en perfekt dansk start på Nations League.

Søndagens kamp blev spillet i Aauhus, hvor et talstærkt publikum var mødt frem – og gav de rødhvide danske en flot opbakning. På banen var det dog waliserne, der kom bedst fra land, og de virkede en smule farligere end danskerne, dog uden at de kom frem til de helt store chancer. Wales stillede blandt andet op med Gareth Bale, Joe Allen og Aaron Ramsey, og de tre spillere var ofte involveret i gæsternes opspil.

Men stille og roligt begyndte Danmark også at komme frem til lidt småchancer, blandt andet var der fare på færde da et langt indkast blev snittet af Simon Kjær og gik snert forbi mål, og så havde Thomas Delaney et brag af et skud – da han flugtede på et langt hjørnespark. Forsøget fra Delaney gik desværre 20-30 cm forbi mål.

Efter 32 minutter tog Danmark føringen. Dalsgaard fik plads på højrekanten og sendte et præcist indlæg ind til Christian Eriksen i feltet, Eriksen tog et træk og sparkede så bolden ind via indersiden af venstre stolpe. Et glimrende mål af den danske stjerne.

Kort efter føringsmålet var Danmark tæt på 2-0, først fik Jens Stryger-Larsen blokeret et skud og bolden endte hos Pione Sisto, der fik fyret et flot skud af – men den walisiske keeper Hennessey leverede en flot redning. Skuddet fra Sisto var den sidste store chance i 1. halvleg.

Efter pausen var Pione Sisto blevet afløst af Viktor Fischer, og Fischer skulle senere vise sig at få afgørende betydning. Men til at starte med, fik Wales presset os en smule, og specielt i det 50. minut var de tæt på en udligning. De fik fyret tre-fire skud af inde i feltet, men defensiven leverede en solid indsats, og fik alt blokeret. Gareth Bale fik også muligheden på et frispark, men det eneste han fik ud af det, var at sende den danske anfører Simon Kjær i jorden med et hårdt skud.

Omkring timen trak Viktor Fischer ind i feltet, han forsøgte et indlæg – og det blev blokeret med hånden af Ethan Ampadu. Den tyske dommer Deniz Aytekin tøvede lige et øjeblik, men fløjtede så korrekt for straffespark – og den chance forspildte Christian Eriksen ikke. Han sendte bolden sikkert forbi Wayne Hennessey og blev dermed dobbelt målscorer – samt den 9. dansker til at have scoret 25 mål på det danske herrelandshold.

Scoringen til 2-0 gav danskerne ro over spillet, og i den resterende del af kampen, var man aldrig rigtig bekymret for et walisisk comeback, og Danmark var flere gange tæt på yderligere scoringer. Både Thomas Delaney og Martin Braithwaite var tæt på scoringer, men Delaney måtte se keeperen redde, mens Braithwaites forsøg trillede en lille smule forbi målet. I kampen tillægstid var Eriksen tæt på at spille indskiftede Andreas Cornelius helt fri, men bolden manglede en smule fart – og dermed løb chancen ud i sandet.

Men alt i alt en fin aften i Aarhus, hvor 17.506 tilskuere som belønning for opbakningen fik en sikker dansk 2-0-sejr over Wales.

Kampfakta:

Danmark-Wales 2-0 (1-0)

32’ 1-0 Christian Eriksen

63’ 1-0 Christian Eriksen (str.)

17.506 tilskuere på Ceres Park, Aarhus.

Den danske startopstilling (4-3-3)

Kasper Schmeichel – Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Mathias Jørgensen, Jens Stryger Larsen – Christian Eriksen, Lasse Schöne, Thomas Delaney – Yussuf Poulsen (86’ Andreas Cornelius), Martin Braithwaite, Pione Sisto (46’ Viktor Fischer).

Ikke benyttede spillere:

Frederik Rønnow, Jonas Lössl, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Jonas Knudsen, Nicolai Boilesen, Christian Nørgaard, Lukas Lerager, Mike Jensen, Anders Christiansen.

Dommer:

Deniz Aytekin (GER)

Vinkler efter Danmark vs Wales

  • Det var første gang siden 1990, at Danmark vandt en A-landskamp over Wales på hjemmebane. Sejren betød samtidig, at en landskamp mellem Danmark og Wales endnu ikke er endt uafgjort.
  • Martin Braithwaite spillede sin A-landskamp nr. 25 for Danmark som den 133. spiller gennem tiderne. Han debuterede på sin 22 års fødselsdag og kunne fejre 25-kamps jubilæum fem år og godt tre måneder senere.
  • Det var første gang ud af ni A-landskampe mod Wales, at Danmark var foran ved pausen (1V-6U-2T). Faktisk havde stillingen været 0-0 ved pausen i de fem seneste landskampe mod Wales.
  • Christian Eriksens andet mål var hans 25. landskampmål for Danmark. Han træder dermed ind i en lille eksklusiv klub af nu ni spillere med mindst 25 mål for Danmark.
  • Det var første gang siden 1945, at Danmark vandt en A-landskamp på datoen 9. september. Tidligere havde Danmark bl.a. tabt 0-1 til… Wales i 1987.

Log ind