Midlertidig aftale indgået mellem Spillerforeningen og DBU
Spillerforeningen og DBU nåede i dag til enighed om en aftale, der sikrer, at herrelandsholdet kan deltage i Nations League-kampen i Århus imod Wales på søndag.
DBU og Spillerforeningen har indgået en midlertidig aftale for DBU's Herre-Senior-landsholdstrupper frem til og med 30. september 2018. Det er aftalt, at DBU og Spillerforeningen genoptager forhandlingerne om en ny permanent aftale, således at første forhandlingsmøde finder sted mandag den 10. september 2018.
I dagens aftale er DBU og Spillerforeningen blevet enige om, at kampen mod Wales spilles under de samme vilkår som tidligere, og at de kommercielle rettigheder håndteres som hidtil i aftalens løbetid.
Det glæder DBU:
"Det er godt for landsholdet og for alle i dansk fodbold, at vi kan spille den vigtige Nations League-kamp med det rigtige landshold og igen få fokus på det sportslige," siger DBU's formand Jesper Møller.
"Aftalen er et skridt i den rigtige retning, og landsholdsspillerne er glade for, at de på det grundlag nu kan fokusere på kampen imod Wales på søndag,” siger Spillerforeningens direktør Mads Øland.
I respekt for spillernes behov for ro til at koncentrere sig om Nations League-kampen har DBU og Spillerforeningen aftalt, at ingen af de involverede parter udtaler sig til offentligheden om den i dag indgåede aftale. Parterne har ligeledes aftalt ikke at kommentere de afsluttende forhandlinger, der straks påbegyndes.