Køb din billet til kampen mod Panama

Det danske herrelandshold varmer op til VM i Rusland i årets første kamp mod Panama. Kampen spilles på Brøndby Stadion den 22. marts kl. 20.00, og du kan sikre dig din billet allerede i dag - endda til Early Bird-rabat på 50% den første uge.

Den første VM-test for Herrelandsholdet bliver mod Panama den 22. marts. Det mellemamerikanske hold har netop spillet sig til en VM-slutrunde for første gang i historien, og tager til Danmark med masser af selvtillid i bagagen.

Billetpriserne starter ved 50 kr. for de hurtige med Early Bird-rabat helt indtil fredag den 16. februar kl. 12.00. Du kan sikre dig billet til kampen her.

Kampen spilles på Brøndby Stadion med kick off kl. 20.00. Herrelandsholdets hjemmebanekampe spilles oftest uden for København, men der er givet dispensation af DBU´s Bestyrelse til, at Vestegnsklubbens hjemmebanegræs ekstraordinært kan anvendes til kampen mod Panama. Det betyder bedre forberedelse for spillerne og en fantastisk oplevelse for fansene, fortæller elitechef i DBU, Kim Hallberg:

”Brøndby Stadion danner en god ramme for en testkamp mod Panama: Faciliteterne er gode, og det betyder bedre fodbold på banen – godt for både spillere, trænere og ikke mindst fansene, der skal underholdes på tribunen og foran TV-skærmen,” siger Kim Hallberg.

Hvis du ikke har mulighed for at opleve kampen på stadion, sender Kanal 5 som vanligt kampen direkte.  


Log ind