Utraditionelt initiativ får foreningslivet i børnehøjde
I Sydmors IF henter trænerne selv de 2-4-årige børn i børnehaven, og følger dem til fodbold. Og mor og far må ikke være med. Det utraditionelle initiativ får forenings- og institutionsliv til at mødes på en helt ny måde.
I Sydmors Idrætsforening har man fundet en helt særlig måde, at få de helt små med ind i foreningslivet.
Hver tirsdag bliver klubbens yngste fodboldspillere – de to til fireårige - nemlig hentet i børnehaven af fem af klubbens frivillige. Her bliver de klædt i fodboldtøjet, og fulgt hånd i hånd ned til stadion, hvor en times ’hop og leg’-fodbold venter.
På den måde har Sydmors Idrætsforening fundet et utraditionelt og effektivt redskab til at få flere medlemmer ind i klubben. Faktisk er medlemstallene blandt de helt unge årgange oppe på, at cirka to tredjedele af hele byens børn spiller med på fodboldholdene. Det fortæller træner Gitte Brochmann:
”Vi forsøger at lave noget indledning til at komme til at spille fodbold, som vi selvfølgelig håber på, at de kommer til – men ikke mindst noget motorisk træning.”
Forbudt for forældre
Og selvom vi har med de allermindste spillere i fodbolddanmark at gøre, så er denne træning faktisk forbudt for forældre. Først efter ’hop og leg’-træningen kan forældrene få lov til at hente poderne.
”Det er så nemt at have med børnene at gøre, når mor og far ikke er der. De er motiverede og har ikke fokus på alle mulige andre ting. Hvis mor og far sidder ude på sidelinjen, så kan vi ikke rigtig få dem til at være så meget med, som når de ikke er der,” fortæller en af de frivillige trænere, Astrid Kallestrup.
Det synspunkt er Jesper Glintberg, far til en af de yngste fodboldspirere, enig i.
”Jeg tror, de har mere ud af det. De står jo ikke henne ved en og hænger og vil ikke noget. Det er nemmere at få dem med i legen.”
Sydmors Idrætsforening har haft samarbejdet med børnehaven i fem år nu, og flere af DBU’s klubber overvejer nu, hvordan de kan gøre dem kunsten efter.