Cornelius sparkede The Double til FCK

Andreas Cornelius stod for karrierens første to mål mod Brøndby, da FC København med 3-1 vandt pokalen og dermed The Double.


Foto: fodboldbilleder.dk

Forfattet af www.bold.dk

 For første gang i 19 år tørnede FC København og Brøndby torsdag sammen i pokalfinalen. For 19 år siden vandt de blå-gule med 4-1, så FCK havde på den konto revanche tilbage.

Samtidig kunne FC København med en pokalsejr blive det første danske hold til at vinde turneringen tre gange i træk, ligesom man for andet år i træk kunne tage The Double.

I en særdeles højlydt og festklædt ramme i Telia Parken fik kampen en meget intens åbning, hvor der var masser af dueller og gode fremadrettede intentioner fra begge hold.

Første store mulighed kom efter et kvarters spil til Brøndby. Hany Mukhtar fik bolden i feltet og afsluttede resolut, men Stephan Andersen reddede flot. Kamil Wilczek headede returen i mål, men han stod offside.

I den anden ende var det som så ofte før Ludwig Augustinsson der stod for de fine muligheder. Først var han ved at finde Erik Johansson og Federico Santander, men bolden var for spids, og siden headede Johansson et hjørnespark forbi fra en god position.

Kamil Wilczek fik halvlegens vel nok største chance, da et afrettet Teemu Pukki-skud havnede hos ham, men på forunderlig vis fik han løftet læderet over mål.

Første halvleg sluttede med et par gode FCK-muligheder til Benjamin Verbic og Andreas Cornelius, men de førte heller ikke til scoringer. 0-0 ved pausen.

Kort efter pausen var Teemu Pukki så uhyre tæt på at bringe Brøndby i front. Han fik bolden i feltet, tæmmede og huggede tørt, men Stephan Andersen reddede mesterligt.

I den anden ende svarede FCK hurtigt igen. Youssef Toutouh fandt med en perfekt stikning Andreas Cornelius, men hans afslutning gik over mål.

Endelig Cornelius-mål mod Brøndby

Cornelius var dog på spil igen få sekunder senere. Denne gang forsøgte han på lang bold fra Stephan Andersen med et fladt skud mod fjerneste stolpe, og denne gang var der bonus. Flot sparket ind og 1-0 til FC København.

Det var for øvrigt Cornelius første mål mod Brøndby i hans kamp nummer 18 mod ærkerivalerne.

Men Brøndby var langt fra slået. Blot ti minutter holdt FCK’s føring, så fik Brøndby frispark fra små 30 meter. Hany Mukhtar tordnede bolden mod mål, men skuddet tog underkanten af overliggeren.

Bolden så  imidlertid ud til at slå ned bag stregen, noget hverken linjedommer eller måldommer så, men heldigvis for Brøndby fulgte Teemu Pukki resolut op og udlignede.

De 32.140 tilskuere fik herefter masser af intensitet, mens det kneb mere med de helt store chancer. Begge hold ville stadig meget, men kvaliteten kneb i de afgørende momenter.

Med ti minutter igen var Benjamin Verbic tæt på, da han blev spillet fri af Nicolai Boilesen, men Verbic’ flade afslutning strøg lige forbi den fjerneste stolpe.

Minuttet senere forløste Federico Santander så især B-tribunen i Telia Parken. Santander holdt sin direkte oppasser væk midt i feltet, og passererede en fremadstormende Frederik Rønnow i målet.

Så måtte Brøndby ellers kaste alt frem, og det kostede bagude. Igen var det Andreas Cornelius, der straffede de blå-gule, da han, efter at være gået forbi Frederik Rønnow, scorede fra en spids vinkel.

Med 3-1 tager FC København klubbens ottende pokaltitel, og den tredje i træk, hvilket ingen før har gjort i Danmark.

Log ind