Kendte navne i ny kommission for kvindefodbolden
DBU kan nu løfte sløret for de 20 medlemmer af den nye kommission for kvindefodbolden, hvor Helle Thorning-Schmidt i september blev præsenteret som formand.
Tidligere 3F Liga træner og nuværende cheftræner i SønderjyskE, Jakob Michelsen, er en af de personer, der sammen med Helle Thorning-Schmidt skal arbejde på at få flere piger og vinder ind i fodbolden. Foto: www.fodboldbilleder.dk
Kvindefodbolden i Danmark skal løftes – både når det handler om kommercielle partnere, græsrødderne og i samfundet som helhed. Derfor nedsatte DBU i starten af efteråret en kommission, der skal arbejde målrettet for at bidrage med initiativer til udviklingen af pige- og kvindefodbolden.
I september kunne DBU så præsentere direktør i Save the Children International, Helle Thorning-Schmidt som formand for kommissionen, og de sidste navne på medlemmerne er netop faldet på plads.
Blandt kommissionens 20 medlemmer er Christian Stadil, ejer og bestyrelsesformand for hummel Danmark, Nina Groes, direktør i Kvinfo og Jakob Michelsen, cheftræner i SønderjyskE. Med sammensætningen af prominente personer fra både det kommercielle samfund og kultur- og fodbolddanmark er der gode muligheder for at få præciseret mange af de forskellige barrierer, der i dag bremser udviklingen af pige- og kvindefodbolden, fortæller DBU´s formand, Jesper Møller.
”Med så meget diversitet og så mange fantastisk dygtige og ambitiøse folk er jeg helt sikker på, at kommissionen kan være med til at pege på de løsninger, vi leder efter for at kunne føre pige- og kvindefodbolden ind i fremtiden. Mit møde i dag med Helle Thorning-Schmidt har bekræftet mig i, at vi har den rigtige formand for kommissionen til at lede og motivere de kommende spændende drøftelser” siger Jesper Møller.
Formand for kommissionen, Helle Thorning-Schmidt, glæder sig ligeledes til at komme i gang med arbejdet med at sikre flere kvinder på banen og på lederposter i fodbolddanmark:
”Vi har store ambitioner med at styrke arbejdet med at få flere piger og kvinder i dansk fodbold - både på og udenfor banen. Derfor er det meget spændende, at vi har fået så mange forskellige kompetencer og erfaringer samlet i den nye kommission. Der er fremtrædende personer fra fodboldens verden, fra forskning og fra andre organisationer både på lokalt og nationalt niveau. Vi glæder os til at komme i gang med det vigtige arbejde,” siger Helle Thorning-Schmidt.
Kommissionen går i gang med sit arbejde i starten af det nye år.
Den endelige liste over kommissionens medlemmer:
NAVN | TITEL |
HELLE THORNING-SCHMIDT | CEO, Save the Children International |
LYKKE FRIIS | Prorektor, Københavns Universitet |
BIRGITTE LADEFOGED | Vicedirektør, HR og Kommunikation, Danfoss, & DBU’s første kvindelige landstræner |
CHRISTIAN STADIL | Ejer og bestyrelsesformand, hummel |
DIANA ANDERSEN | Næstformand, DBU København |
EMILIE LANGHORN | Fodboldspiller, BSF (U18 DM), 15 år |
ESBEN DANIELSEN | Direktør, Lokale og Anlægsfonden |
JAKOB MICHELSEN | Cheftræner, SønderjyskE, fhv. træner, IK Skovbakken |
JULIE PAASKE RYDAHL | Læge, fhv. landsholdsspiller, kommentator ved DR3 |
KAREN ESPELUND | Fhv. medlem af UEFA’s eksekutivkomité, formand for UEFA Women’s Football Committee |
KATRINE SØNDERGAARD PEDERSEN | Assisterende landstræner (Kvinde A), fhv. landsholdsspiller |
LENE BENGTSSON | Formand, AC Silkeborg |
LÆRKE HEIN | Iværksætter, chef for Politiken Live |
MAJKEN GILMARTIN | CEO, EIR Socer & UN Global Goals World Cup |
METTE BACH-KJÆR | Medlem af DBU’s bestyrelse, formand for DBU’s kvindeeliteudvalg |
NADIA NADIM | A-landsholdsspiller, Portland Thorns |
NINA GROES | Fhv. direktør, KVINFO |
PEDER CHR. KIRKEGAARD | Borgmester, Skive kommune |
PER NIELSEN | Cheftræner, Brøndby IF kvinder, fhv. landsholdsspiler |
POUL SAND | Bestyrelsesmedlem, Team Danmark, formand, MCH |
TINE TEILMANN | Bestyrelsesmedlem, DIF & medlem, IOC Women and Sport Commission |
Du kan læse mere om kommissionens arbejde og Helle Thorning-Schmidt som formand her