Dansk foreningsliv skal eksporteres til Kina

Frivillighed, klubkultur og fællesskab bliver nu en eksportvare. DBU indleder et samarbejde med det kinesiske fodboldforbund om at dele ud af erfaringerne med græsrodsfodbold.


DBU's formand Jesper Møller og det kinesiske fodboldforbund CFA's vicepræsident, Zhang Jian. Foto: DBU


Dansk klubkultur, frivillighed og inklusion skal være en større del af det kinesiske samfund.

I hvert fald hvis det står til DBU og det kinesiske fodboldforbund, CFA, der i dag har underskrevet en række fælles målsætninger og et samarbejde om at dele erfaringer og viden indenfor forenings- og fodboldkultur. DBU’s formand, Jesper Møller, besøgte sine kolleger i det kinesiske fodboldforbund for første gang i juni i år og glæder sig over, at dansk fodboldkultur kan inspirere andre lande: 

- Vi har en helt unik og historisk tradition i Danmark for at fodbold spiller en meget større rolle i samfundet end blot den på grønsværen på nationalstadions. Kina er inde i en spændende udvikling af fodbold, og det giver mening for os i DBU at være med til at udbrede viden om, at sporten kan gøre gavn for unge som gamle, socialt udsatte og skolelever på en måde, som man slet ikke er vant til i Kina. Jeg glæder mig meget til at se, hvad vores to forbund kan få ud af at arbejde tættere sammen," siger Jesper Møller.

Kinas præsident, Xi Jiping, har fremlagt en storstilet plan, der skal få Kina med i verdenseliten i fodbold.  På samme måde har kinesisk klubfodbold været inde i en massiv oprustning de seneste år og Kina er nu et af de lande i verden, der investerer mest i fodbold.

Men det er på lokalt- og græsrodsniveau, at DBU skal gøre en forskel. Over de næste måneder skal de to fodboldforbund sammen finde ud af, præcist hvilke dele af DBU’s mange aktiviteter – som eksempelvis træneruddannelser, fodboldskoler eller fodbold fitness - de to nationer skal arbejde sammen om. Kineserne har allerede vist stor interesse for DBU’s Fodboldskolerne, som foregår i skolernes sommerferier og er for alle skolelever uanset niveau.

Kineserene kommer
Det er ellers næsten blevet en uskreven sandhed, at Danmark langt fra kan følge med udviklingen i Kina. Især danske skoleelever har måtte lægge ryg til megen sammenligning med kinesiske jævnaldrende. Men når det kommer til foreningsliv, frivillighed og holdånd, så mener kineserne altså stadig, at de har noget at lære af Danmark.

Omvendt, så kan DBU med dette nye samarbejde også suge inspiration fra Kina på områder som for eksempel kvindefodbold, hvor Kina er med helt i front.  

Det har været en vigtig forudsætning for Jesper Møller, at der blandt de fælles målsætninger, også er fokus på etik og menneskerettigheder:

- Fodbold handler om livskvalitet og fællesskab. Børn skal have lov til at dyrke den sport, de har lyst til. Og alle kan være med, når vi taler fodbold: dreng, pige, ung, gammel, rig og fattig. Det er virkelig glædeligt for os, at DBU har en international styrkeposition, når det kommer til græsrodsfodbold og frivillighed, i en sådan grad, at de også får øjnene op for det på den anden side af jordkloden, siger Jesper Møller.

DBU har tidligere indgået samarbejdsaftaler med det rumænske og grønlandske fodboldforbund og er i dialog med en række andre nationers fodboldforbund om udveksling af viden og erfaring, særligt inden for græsrodsfodbold. 

Log ind