Danmark nappede pligtsejr i sidste minut
Det blev neglebiddende spændende, men Danmark endte som vindere efter en sen scoring, da Usbekistan stod på menuen i åbningskampen ved SINCERE turneringen i Kina onsdag.
Start 11'eren fra sejren mod Usbekistan
Der var pomp og pragt på Yongchuan stadion, da Danmark i dag gik på banen sammen med Usbekistan til den første kamp i SINCERE turneringen i eftermiddag kinesisk tid.
Danskerne havde på forhånd sat sig på favoritrollen – alene af den grund, at det usbekiske mandskab aldrig tidligere havde mødt et europæisk hold.
Træningsturneringen med tre kampe fordelt over 6 dage gav landstræner Nils Nielsen en mulighed for at få testet masser af spillerne i den 23-mands store trup. Den mulighed benyttede landstræneren sig af allerede til dagens kamp og havde givet en startplads til unge kræfter som Maja Kildemoes og Frederikke Thøgersen.
Den danske startellever fik en hård start på kampen, da Brøndbys Julie Trustrup måtte lade sig udskifte efter kun fem minutter med en lille forstuvning. Og kun fire minutter efter måtte Stina Lykke overraskende hente bolden ud af eget net. Den usbekiske offensiv drev gæk med det danske forsvar, og kunne sætte bolden sikkert i kassen til 0-1.
En chokstart for det danske hold, der dog fortsatte ufortrødent med at presse på foran det usbekiske mål. Danskerne sad på kampen, og kom frem til mange store chancer.
Det belønnede sig kort før pausen, hvor Sanne Troelsgaards solide afslutning fløj forbi den usbekiske keeper. 1-1 og Danmark kunne gå til pausen med en tro på, at det alligevel nok skulle lykkedes at slå lilleputterne.
Nils Nielsen udtalte efter kampen, at han slet ikke bed negle hen mod slutminutterne af kampen, selvom Danmark ikke formåede at omdanne nogle af de mange store chancer om til mål.
Det var først med to minutter tilbage af den forlængede spilletid, at forløsning kom. Stine Larsen var tilbage i landsholdstrøjen efter en længere skadespause, og det fejrede hun med en vanvittig vigtig scoring i de døende minutter. En hård pande på et indlæg og bum – så kunne Danmark gå fra kampen med tre point i baggagen frem mod Island-kampen lørdag.
Se statistik fra kampen her