#ægtevikinger

Danmark vandt vikingeslaget på kinesisk grund i dag, da Island blev besejret 1-0. Danmark fører med kampens resultat nu træningsturneringen.

I videoen ovenfor kan du se en meget glad debutant, Maria Christensen, efter kampen mod Island. Video: DBU


Til Danmarks taktikmøde inden kampen mod Island gjorde landstræner Nils Nielsen det klart for sine spillere: Der skal kæmpes en vis legemsdel ud af bukserne, hvis de stærke islændninge skal besejres. 

Og der blev kæmpet på græstæppet på Yongchuan stadion, hvor Danmark i dag spillede sin anden kamp i træningsturneringen SINCERE i Kina. Danmark havde med sejren over Usbekistan torsdag en gylden mulighed for at sætte sig på turneringens førsteplads, og den mulighed ville de danske kvinder ikke forbigå. 

De to stærke mandskaber gjorde kampen til en meget lige fight med meget spil på midten af banen, hvor der blev kæmpet om hver en bold. Islændningene gik som forudset ind i nærkampene med fuld kraft, men de danske kvinder lod sig på ingen måde kue mod de fysisk stærkere modstandere. 

Kampen bød ikke på mange store chancer foran mål i første halvleg, men det er danskere, der i sidste ende fik mest ud af slæbet på midtbanen. Katrine Veje fandt efter flot opspil og driblinger Johanna Rasmussen med en lang stikning, og den rutinerede angriber tøvede ikke med at sætte bolden snu ind bag den islandske keeper. 

Danmark fightede sig igennem kampen, og de tre debutanter Sara Thrige, Nicoline Sørensen og Maria Christensen ydede hver især alt, hvad de havde i sig i deres første kamp for A-landsholdet. 

Kræfter var der brug for, og Nils Nielsen gjorde brug af alle sine tilladte udskiftninger inden kampens dommer kunne fløjte kampen af. På måltavlen lyste tallene klart og tydeligt - 1-0 til Danmark og vikingeslaget faldt ud til de danske vikingers fordel. 

Efter kampen fik Sanne Troelsgaard og Theresa Nielsen en ekstra stor klapsalve fra holdkammeraterne, da de to piger sammen kunne fejre 100-kampsjubilæum med Island-kampen. 

Nu venter der de danske kvinder en decideret turneringsfinale mod Kina på mandag. Følg kampen på Facebook fra klokken 19.30. 

Log ind