Fodbold skal løfte sundheden i Nordfyns Kommune
En ny fireårig partnerskabsaftale mellem Nordfyns Kommune og DBU skal styrke kommunens arbejde med sundhed og forbedre fodboldtilbuddene til de nordfynske borgere.
Foto: fodboldbilleder.dk
Fodbold for voksne med kroniske lidelser. Inklusion af flygtninge i foreningslivet. Og fodbold i folkeskolen. Det er nogle af de mange initiativer, som Nordfyns Kommune og DBU gerne vil lancere som en del af den fælles velfærdsalliance, der underskrives den 9. november kl. 10.00.
Nordfyns Kommune og DBU er enige om, at fodbolden kan være med til at løfte sundheden blandt borgerne i kommunen og i højere grad skabe bevægelse i folkeskolen. Derfor vil kommunen og fodboldklubberne skabe flere spændende tilbud til de nordfynske borgere og samtidig bidrage til lokalsamfundet.
Den nye aftale glæder DBU's formand Jesper Møller:
"Vi er både glade og stolte over, at vi har indgået en spændende aftale med Nordfyns Kommune om at udbrede fodboldaktiviteter til borgerne. Vi er særdeles glade for, at kommunen understreger, at fodbold kan være med til at understøtte kommunernes indsats i forhold til sundhed, integration og arbejdet med den nye skolereform. Vi glæder os til at komme i gang," siger Jesper Møller.
Målet med aftalen er, at fodbold skal være med til at løse lokalsamfundets udfordringer inden for blandt andet sundhed, integration og bevægelse i skolen.
Derfor vækker aftalen også glæde på hos Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersen:
"Vi venter os meget af aftalen med DBU og glæder os til at komme i gang. Vi har allerede mange gode eksempler på, at sport kan samle mennesker med forskellige baggrunde. Det er en rigtig god løftestang, når vi taler integration, ensomhed eller inklusion, og så støtter det rigtig godt op om alle de andre gode ting, Nordfyns Kommune har gang i på sundhedsområdet".
Alliancen mellem Nordfyns Kommune og DBU er allerede kommet de nordfynske fodboldfans til glæde, da DBU Fyn og kommunen afholdte Fynsk Fodbold Award den 28. oktober i Otterup-hallerne. Og flere fodboldbegivenheder er på vej til området, hvor et af de danske U-landshold skal spille landskamp.
Det vækker også glæde hos DBU Fyn, at man har fået en aftale i stand med kommunen:
"Vi er meget stolte over, at Nordfyns Kommune vil være med til at styrke fodbolden på Fyn og samtidig støtter op om vores mange aktiviteter. Vi ser frem til at lave projekter med kommunen om klubudvikling og styrke samarbejdet på velfærdsområdet med de mange fodboldklubber i området" udtaler DBU Fyns formand, Bjarne Christensen.
Det nye partnerskab mellem DBU og Nordfyns Kommune er med til at realisere DBU's vision 'En Del af Noget Større', hvor ønsket er, at man skal ud i Danmark og vise aktiviteter frem for at komme tættere på fans, borgere, klubber og medlemmer samt bidrage til samfundet.
Aftalen omfatter følgende events i perioden 2016-2020:
• Afvikling af én U-landskamp i perioden
• Afholdelse af "Fynsk Fodbold Award" 2016-2018
• Fodbold i skolen - FIFA 11 for Health.
• Fodbold som behandling og sundhedsfremmende aktivitet for voksne med kroniske lidelser
• Klubudviklingsforløb for kommunens fodboldklubber i 2016 eller 2017
Kontaktinformation
Borgmester Morten Andersen, mobil 40 40 24 47
DBU Fyn Formand Bjarne Christensen, mobil 21 72 24 18
DBU, Christian Bordinggaard, mobil 51 31 53 23