MENU

EM-forberedelsen fortsætter i Dubai

Destinationen hedder Dubai, når det danske U21-landshold i januar tager på træningstur ned i varmen som led i holdets forberedelse frem mod sommerens EM-slutrunde.



Hjulsager, Blåbjerg & co får optimale betingelser i januar, hvor U21-landsholdet tager på træningstur til Dubai. foto. www.fodboldbilleder.dk


”En fantastisk mulighed og en vigtig brik i vores EM-forberedelse!”

Så tydelig er U21-landstræner Niels Frederiksen på spørgsmålet om, hvor stor betydning det har, at han og 20 hjemlige spillere i januar får muligheden for at bytte kulde og kunstgræs ud med grønne baner og bagende sol.

”Vi har ikke så mange muligheder for at blive samlet med landsholdet frem mod EM, og derfor er en træningstur som denne en fantastisk mulighed for os som hold. At vi er samlet i så mange dage betyder, at vi kan bygge yderligere på de ting, vi arbejdede med i kvalifikationen - herunder de forskellige faser i spillet og ikke mindst vores spillemæssige udtryk,” siger Niels Frederiksen, der i Dubai vil råde over de bedste hjemlige U21-spillere (fra årgang 94 og frem) til turen, der samtidig erstatter ligalandsholdets tur. Noget som den danske cheftræner ser frem til:

”Konkurrencen på holdet er allerede hård, og det er rigtig positivt. Vi har rigtig mange dygtige spillere i U21-årgangene både i de danske og europæiske klubber, og derfor er turen her også en god mulighed for mig at se endnu flere hjemlige spillere i både kamp og på træningsbanen, der kan være i spil til en plads i EM-truppen.”

Dato og kamptidspunkter er netop faldet på plads. Turen er således fastlagt til 13. – 23. januar, og der planlægges kampe den 17. og den 22. januar. Men selv om modstanderne endnu ikke har fået navn, er man i DBU tilfreds med at kunne sikre optimale betingelser for holdets forberedelse til EM i Polen.

”Vi sender U21-holdet til Dubai for at optimere os optimalt frem mod EM i Polen. Turen giver os mulighed for at blive matchet mod dygtige modstandere i sportslige perfekte rammer. Det er en vigtig forberedelsestur for spillere, trænere og hele staben omkring vores succesfulde U21-landshold. Med en kort og intensiv forberedelsesperiode med få spilleterminer er dette en unik mulighed frem mod en spændende slutrunde, hvor vi håber og forventer endnu en god præstation,” siger talentudviklingschef i DBU, Flemming Berg, der vælger at se bort fra U21-landsholdet på en planlagt fællestur for flere øvrige landshold i lighed med sidste vinters fælles vintertur i Tyrkiet:

”Sidste år havde vi rigtig gode erfaringer med en fælles træningstur til Tyrkiet, hvor der var synlige synergieffekter af at have fem landshold afsted sammen. Det gentager vi ikke denne vinter grundet den ustabile situation i Tyrkiet.  Vi arbejder dog fortsat på at få vores ungdomslandshold på drengesiden afsted samt kvindelandsholdet på en fællestur, men dette er endnu ikke helt afklaret,” lyder det fra Flemming Berg.

Niels Frederiksen forventer at udtage de 20 spillere til træningsturen medio december. Inden da møder U21-landsholdet dog Italien 14. november i Bergamo.

Læs mere her

'U21 vintertur erstatter ligalandsholdstur' (31/10 - 2016)

Log ind