Danmark lander i jævnbyrdig gruppe
Chancen for at gå videre fra vores gruppe til EM i Holland er realistisk, hvis man skal tro den danske landstræner Nils Nielsen.
Holland, Norge og Belgien. Det er de tre modstandere, som Danmark skal krydse klinger med, når vi til sommer spiller med om EM-guldet i Holland.
Både Norge og Holland ligger over Danmark på FIFA's verdensrangliste, mens Belgien ligger under. Og selvom det kun er de to bedste hold fra puljen, der går videre, så er de ikke givet på forhånd.
"Jeg synes gruppen er jævnbyrdig. Norge og Holland er favoritter i gruppen, men de er små favoritter. Vi har en realistisk mulighed for at komme videre," siger Nils Nielsen, der har svært ved at være negativ omkring Danmarks gruppe.
"Vi undgik de tre, som jeg umiddelbart synes er favoritter. Tyskland, Frankrig og Sverige – og så skal man ikke være utilfreds," lyder det fra landstræneren
Den danske landsholdsanfører, Pernille Harder, ser ligesom sin landstræner gode muligheder for Danmark, når de drager til Holland.
"Vi har fine chancer for at gå videre. Vi har fået en god gruppe, men når man har fået en af de lidt lettere gruppere, så bliver det nogle gange næsten sværere," siger Pernille Harder.
Udover at angriberen ser frem til at få revanche mod vores nordiske naboer, som slog os ud af EM-semifinalen i 2013, så bliver også det stort at spille mod værtsnationen.
"Vi glæder os til at spille mod Holland. I 2013 spillede vi også mod værtsnationen (Sverige, red), og det var super fedt," siger Pernille Harder.