OL-holdet forbereder sig i Sydkorea
OL-landstræner Niels Frederiksen kalder en kommende træningsturnering i Sydkorea for ’en fantastisk mulighed’ i den danske OL-forberedelse og afslører samtidig, at han forventer at tage op til tre OL-relevante spillere over 23 år med på turen.
www.fodboldbilleder.dk
I onsdags var der 100 dage til OL, og derfor er OL-landstræner Niels Frederiksen også kommet et skridt nærmere datoen, hvor han skal have OL-truppen klar. Inden da har DBU sagt ja til en invitation om at deltage i en firenationers-turnering i starten af juni i Seoul - Sydkorea, hvor også Nigeria og Honduras deltager ud over værterne.
”Vi får i Sydkorea mulighed for at møde tre andre OL-deltagere og U23-hold, som er med til at give både mig som træner og spillerne en fornemmelse af både niveauet, og hvad der også kræves ved OL. Og så er det jo nogle modstandere, vi ikke kender med en anden kultur og spillestil, end vi måske er vant til, når vi møder mere velkendte europæiske nationer. Så det er en fantastisk mulighed for at teste nogle ting af mod nogle relevante modstandere i forhold til OL.” siger Niels Frederiksen, der vil bruge turen både til at arbejde taktisk men også se spillere an, der kan være relevante for udtagelsen af den endelige OL-trup.
”Vi skal have en bruttotrup klar 1. juni, så dem, jeg tager med til Sydkorea er også spillere, der alle er relevante i forhold til den kommende OL-trup. Vi tager ikke spillere med, som vi med sikkerhed ved ikke kommer i betragtning til den endelige OL-trup,” understreger Frederiksen og uddyber:
”Når det så er sagt har vi jo forhåbentlig også flere af vores OL-spillere med i den trup, der tager til Japan, så det samtidig en god anledning til også til at se nogle spillere an, der kan være relevante for en evt. plads i OL-truppen og få muligheden for at lære dem bedre at kende,” siger Frederiksen, der løbende har en dialog med A-landstræner Åge Hareide om de relevante spillere, der indgår i A-truppen og modsat spillere, der kunne være relevante for A-landsholdet der er inde over OL-holdet.
Spillere over 23 med til Sydkorea
Og det betyder også, at OL-landstræner Niels Frederiksen forventer at udtage op til tre spillere også over 23 år, som det også er muligt i forhold til den endelige OL-trup, hvor landstræneren kan udtage tre ældre spillere.
”Der kan være spillere i Åges trup, der er relevante for os, som er over 23 år, men der kan også være spillere uden for hans trup, som jeg kan finde relevante at tage med til Sydkorea og se an i forhold til de pladser, vi har til ældre spillere. Men det er jo først noget, som vi endeligt har på plads, når både min og Åges trupper skal udtages.”
De kommende måneder skal ifølge landstræneren bruges på at fortsætte dialogen med klubber i forhold til udtagelsen af OL-truppen – noget der ifølge Frederiksen forhåbentlig kommer en større afklaring på i den kommende tid, hvor de fleste turneringer afgøres rundt om i Europa.
”Og så skal jeg jo forberede vores træningstur og ikke mindst, jo længere vi kommer hen på sommeren bruge en del tid på at videoanalysere vores kommende OL-modstandere, der jo ligesom os spiller testkampe.”
Kampprogram:
2. juni kl. 16.00 (lokal tid – 9.00 dansk tid) – Danmark – Nigeria
4. juni kl. 14.00 (lokal tid – 7.00 dansk tid) – Honduras – Danmark
6. juni kl. 17.00 (lokal tid – 10.00 dansk tid) – Sydkorea - Danmark
Holdet samles den 30. maj i København forud for afrejsen mod Sydkorea og er retur i Danmark igen den 7. juni. Træningsturneringen ligger dermed i samme periode som A-landsholdets tur til Kirin Cup i Japan.