Sådan er skattereglerne for fodboldklubber

Skattereglerne på foreningsområdet kan være en udfordring at få styr på. Men det er den enkelte klub og de enkelte personers ansvar, at de overholdes. Få et overblik her.



Fodboldklubber har selv ansvaret for at kende gældende skatteregler for godtgørelser. Foto: Henrik Bjerregrav

Som amatøridrætsforening og fodboldklub kan det være lidt af en opgave at navigere i skattereglerne for godtgørelse og udbetalinger. Derfor kan klubber finde hjælp til at tolke de vigtigste regler for løn og godtgørelser til lønnede og ulønnede medarbejdere på DBU’s informationsside, som er udarbejdet i samarbejde med DIF.

Det er nemlig klubberne og de enkelte personers ansvar at kende og overholde gældende skatteregler. Og DBU og DIF vil gerne hjælpe klubber med at finde rundt i reglerne for at undgå, at de bliver ofre for sager om ulovlige udbetalinger til trænere, spillere eller andre med tilknytning til klubben.

- DBU har naturligvis en interesse i, at alle involverede i dansk fodbold overholder regler og lovgivning – også i forhold til SKAT. Derfor er det vigtigt, at klubberne kender reglerne, så de kan opfylde de krav og ønsker, der ligger i de forskellige regler. DBU vil i samarbejde med DIF gerne hjælpe klubberne, herunder ledere, trænere, dommere og spillere, med rådgivning, så alle har de rette informationer at agere ud fra, siger Bent Clausen, næstformand i DBU og formand for DBU´s bredde-udvalg.

Modtageren har også et ansvar

Det er en vigtig del af klubbernes ansvar at indsamle den fornødne dokumentation fra de personer, som modtager godtgørelse. For eksempel betyder det, at klubben med hensyn til skattefri udbetaling af kørselspenge skal sikre sig, at den frivilliges angivne kilometerantal er sandsynligt.

Ligesom der påhviler klubberne et stort ansvar, skal spillere, trænere eller andre, der modtager udbetalinger fra klubben, sætte sig ind i reglerne og agere ud fra det. Som den seneste afgørelse i sagen fra Middelfart G & BK viser, kan spillere også blive stillet til ansvar for at modtage ulovlige udbetalinger fra klubben.

Find svar på dine spørgsmål

DBU’s informationsside kan man for eksempel blive klogere på, hvilke personer i klubben, der kan gå under betegnelsen ”ulønnede medarbejdere”. Godtgørelser til de personer er skattefrie, så længe de ikke overstiger de begrænsninger, der er opstillet af SKAT, og så længe de dækker udgifter, den frivillige har haft i forbindelse med sit arbejde for klubben.

Siden informerer blandt også om, i hvilke tilfælde der kan udbetales skattefrie godtgørelser og kørselspenge til frivillige og spillere.

På siden kan du desuden finde diverse links til DIF, SKAT samt rådgivningsfirmaet Deloitte, hvis du har yderligere spørgsmål.

Log ind