Landsholdet skal kæmpe i særlig OL-trøje

OL-holdet bliver det første landshold til at spille i nye hummel-trøjer, der blev præsenteret i dag.



Den unikke kamptrøje, som det danske OL-landshold optræder i under OL i Brasilien. Foto: www.fodboldbilleder.dk


Det er på alle måder en historisk dag, når Danmark den 4. August spiller den første OL-kamp mod Irak. Udover at være første OL-deltagelse for et fodboldlandshold for herrer siden 1992, skal holdet spille i nye, specialdesignede hummel-trøjer. 

Trøjerne er udviklet i et rent design, med diskrete referencer til det danske flag. Samtidig er der taget hensyn til særlige OL regler for logoer og design, som gør at trøjen vil fremstå uden DBU logo ligesom de kendte hummelvinkler heller ikke vil fremgå på  OL kamptrøjen. Samtidig er trøjerne den første landsholdstrøje i det nye samarbejde mellem DBU og hummel, der træder i kraft den 1. August. Senere på sommeren vil de nye landsholdstrøjer til herre- og kvindelandsholdene blive præsenteret.

“OL er en kæmpe begivenhed og vi er glade for igen at kunne stå bag de danske landshold herunder det danske OL-landshold, som får deres egen unikke trøje til anledningen” siger Morten Lund, Nordisk Marketingchef fra hummel. 

hummel og DBU indgik i januar i år en otte-årig aftale, der løber frem til 2024 og omfatter alle 15 landshold samt tøj til fodboldskoler og andre DBU-aktiviteter. hummel var i mange år fast tøjsponsor for DBU fra 1979 og frem til 2004 – blandt andet for de berømte Dynamitdrenge i midten af 1980erne og for EM-vinderne i 1992. Nu skal parterne arbejde sammen igen med fokus på både de historiske styrker og fremtidens stjerner. 

De nye OL-trøjer blev præsenteret på dagens pressemøde, hvor OL-landstræner Niels Frederiksen offentliggjorde truppen. På pressemødet blev trøjerne vist frem på pressemødet.

Den nye OL-trøje, med DBU-logo, kan blandt andet købes på landsholdsshoppen.dk og hos Sportmaster.dk ugen op til OL start.

Læs mere om aftalen mellem DBU og hummel her

Log ind