Handicappet landshold klar til VM-kval
Lige nu er OL-holdet på vej mod Rio, men det er ikke det eneste fodboldlandshold, der for tiden kæmper for sejr til Danmark.
På det danske CP (Cerebrale Parese) fodboldlandshold, er udtrykket "boldspasser" ikke et skældsord, men bruges med glimt i øjet og stolthed. Udover at kæmpe for tre point har alle spillerne på holdet livet igennem kæmpet med forskellige skavanker og diagnoser, der har efterladt dem med en eller anden form for motorisk handicap.
”Det eneste handicap er dårlig attitude” er et brugt citat i handicapidrætten. Og når man møder spillerne, er det i alle fald ikke humøret, der er udfordret. De fysiske handicap er nemlig adgang til fællesskab, hvor fodbold og kammeratskab er i centrum, og måske udløser det endda en billet til VM.
Humøret er højt, når CP-landsholdet er samlet. Foto: Son of Lone
Det danske CP-landshold i fodbold
Det er et håbefuldt og kampklart dansk hold, der i eftermiddag går på banen i åbningskamp mod Canada fredag den 29. juli kl. 16.00 i Vejen Idrætscenter. Der er gratis adgang til alle kampe.
Landsholdsspillerne repræsenterer handicapidrætsklubber og/eller almene idrætsklubber. Og elitechef i Dansk Handicap Idræts-Forbund Michael Møllgaard Nielsen forventer at se et dansk landshold, der er bedre end nogensinde før:
”Fodbold er nationalsporten i Danmark, og vi vil have et CP-landshold, der kan gøre sig gældende internationalt. Jeg ved, at holdet har været inde i en spændende udvikling, og nu venter den store eksamen i Vejen. Jeg glæder mig”, siger Michael Møllgaard Nielsen.
Følg CP-landsholdet på Facebook
Følg turneringen på Facebook her
OM VM-kvalifikationen |
Om CP-fodbold CP-fodbold er for mennesker med lettere bevægelseshandicap, fx spastisk lammelse (Cerebral Parese) eller andre motoriske vanskeligheder. Spillere klassificeres efter sværhedsgraden af deres handicap, som kan variere meget. Der er internationale regler for hvor mange spillere fra hver handicapklasse, der må være på banen på samme tid. CP-fodbold dyrkes primært i handicapidrætsforeninger i Danmark, men mange potentielle spillere optræder i helt almindelige klubber under DBU. Sammen arbejder DBU DHIF for at forbedre vilkårene for fodboldspillere med funktionsnedsættelse, ligesom DBU støtter DHIF økonomisk. Se mere her: http://www.dbu.dk/oevrigt_indhold/handicap-fodbold |