Jysk hjemmebane til U19-kvinderne

Når de danske U19-kvinder til april skal forsøge at kvalificere sig til sommerens EM-slutrunde, så har flere af de danske spillere hjemmebane i mere end én forstand. For ikke nok med at kvalifikationsturneringen afvikles på dansk jord, så får flere spillere også hjemmebane i barndomsbyerne.


Fra venstre: Caroline Møller, Laura Frank og Tanja Hymøller fra U19-landsholdet, foto: DBU

Det danske U19-kvindelandshold får de bedst tænkelige forhold, når de til april spiller EM-kvalifikation på hjemmebane. Kampene skal nemlig spilles i henholdsvis Viborg, Skive og Hobro, hvorfra flere af de danske spillere har deres fodboldrødder.

Når de danske piger åbner kvalifikationsturneringen d. 5. april på Viborg Stadion mod Nordirland, så kan flere spillere føle sig mere end almindeligt godt hjemme, da de også i hverdagen er at finde i Viborg, eftersom de til dagligt tørner ud for kvindeklubben Team Viborg.

Skive Stadion lægger ligeledes græs til det, der forhåbentligt bliver en dansk fodboldfest, når Italien venter d. 7. april. Landstræner Søren Randa-Boldt glæder sig til at vise de danske pigers fodboldevner frem. 

”Vi elsker at spille landskampe i gode rammer, hvor man virkelig mærker opbakningen fra tribunerne. Derfor glæder vi os også til at komme til Viborg, Skive og Hobro, hvor der forhåbentlig kan skabes nogle rigtig gode kulisser til kampene,” udtaler Søren Randa-Boldt.

Kvalifikationsturneringen slutter d. 10. april, hvor de danske spilleres skæbne afgøres, når holdet møder Spanien i Hobro. For tre af de danske spillere bliver det samtidig et gensynets glæde, da Caroline Møller, Laura Frank og Tanja Hymøller alle har en stor del af deres fodboldrødder i Hobro. 

”Det bliver fedt at spille på Hobro stadion. Det er nu ved at være nogle år siden, jeg sidst spillede i Hobro, så det bliver sjovt at komme tilbage,” udtaler Caroline Møller om det at skulle spille EM-kvalifikation i barndomsbyen Hobro. 

Håber på en festlig fodbolduge


Mens både spillere og værtsbyer ser frem til kvalifikationskampene på hjemmebane, så gør DBU det også. Her glæder man sig til at vise landsholdsfodbolden frem i det midtjyske, når der forhåbentlig skabes en rigtig fodboldfest. 

”Vi er rigtig glade for, at vi kan afvikle denne vigtige kvalifikationsturnering i disse tre traditionsrige fodboldbyer, der alle har nogle flotte faciliteter, som indbyder til god fodbold og masser af stemning på tribunerne. Det kan forhåbentlig gøre en forskel for de danske piger i den hårde kamp om EM-pladsen,” siger elitechef Kim Hallberg forventningsfuldt om udsigten til kampene i Viborg, Skive og Hobro. 

De næste måneder går nu med forberedelser, så DBU, kommuner, stadions og værtsklubber bliver klar til at give alle en god og spændende fodboldoplevelse.

Der er fri entré til alle kampene i kvalifikationsrunden. Vinderen af gruppen sikrer sig en plads til EM, som afvikles 19.-31. juli i Slovakiet.

Ønskes yderligere oplysninger kan DBU’s turneringsansvarlig, Nick Madsen, kontaktes på 4326 2250 - nick@dbu.dk 

Kampprogram for turneringen

(Der tages forbehold for kampprogrammet indtil Alka Superliga runden 8.-11. april er fastlagt. Endeligt kampprogram foreligger medio marts).

Dato

Stadion

Hjemmehold

Udehold

05-04-2016

Viborg

Danmark

Nordirland

05-04-2016

Hobro

Spanien

Italien

 

 

 

 

07-04-2016

Skive

Italien

Danmark

07-04-2016

Viborg

Spanien

Nordirland

 

 

 

 

10-04-2016

Hobro

Danmark

Spanien

10-04-2016

Skive

Nordirland

Italien


Log ind