U17 nordiske mestre

Med en overbevisende 2-0 sejr over Island vandt U17-landsholdet det første nordiske mesterskab i 10 år. Begge danske mål blev scoret i 1. halvleg

Det danske U17-landshold styrede begivenhederne, da holdet her til aften vandt 2-0 over Island og dermed kunne kåres som Nordiske Mestre for første gang siden 2006.

”Vi leverer en moden og kontrolleret præstation, hvor vi har styr på Island i begge halvlege,” sagde U17-landsholdets træner, Per Holm, efter kampen.

Danmark åbnede fornemt, da Victor Jensen efter blot syv minutter bragte U17-landsholdet i front efter et flot opspil i venstre side. Danmark spillede sig efterfølgende til flere muligheder, men der skulle gå 17 minutter før holdet fordoblede føringen, da Magnus fangede en bold foran det islandske forsvar og sled sig gennem firekæden og prikkede den ind til 2-0. 

Danmark kontrollerede efterfølgende begivenhederne både før og efter pausen, selvom Island vovede sig længere frem. Men det betød blot flere danske chancer, selvom det ikke resulterede i yderligere mål.

Dermed var det nordiske trofæ dansk, hvilket ikke overraskede Per Holm.

”Jeg synes, sejren er fortjent. Vi viste gennem hele kampen en god indstilling, som også løfter sløret for holdets potential, og som lover godt før vores kommende opgaver. I dag vandt vi ikke alene en flot sejr, men jeg har også fået mange svar på vores spillere, og ser nu frem til at løfte holdet på endnu flere parametre,” slutter Per Holm.

Danmark møder Montenegro i to venskabskampe i til september på Lolland/Falster før holdet spiller 1. EM-kvalifikationsrunde mod Ungarn, Holland og Liechtenstein 28. september – 3. oktober, hvor de to bedste kvalificerer sig til 2. EM-kvalifikationsturnering.

Log ind