Nigeria sendte Danmark ud af OL

Danmark havde chancerne men udnyttede dem ikke, og så kunne Nigeria spille sig videre ved OL med en 2-0-sejr.

Danmark opfyldte målet ved OL ved at gå videre ved kvartfinalen. Her ventede stærke Nigeria lørdag aften dansk tid på danskerne, der fik en ganske fornuftig start på kampen.

Tidligt prøvede Casper Nielsen således elegant med en flugter langt ude fra, men desværre for vestjyden tog hans flotte forsøg overliggeren.

Efter et kvarter gik det dog galt for danskerne. Aminu Umar overløb totalt Mikkel Desler i højresiden, og på midten fandt han så anfører John Obi Mikel, der sikkert sendte bolden i netmaskerne.

Danskerne havde chancerne til at komme tilbage allerede inden pausen, og især Frederik Børsting var i hopla. Først forsøgte han at heade i mål fra kanten af feltet, og siden dumpede bolden ned for fødderne af ham tæt under mål, men begge gange reddede keeper Emmanuel Daniel.

Tidligt i anden halvleg satte Niels Frederiksen Robert Skov på banen, og han skulle hurtigt få en gylden mulighed for at score sit andet OL-mål. Jacob Bruun Larsen slog et perfekt frispark ind til en helt fri Skov, der dog formåede at ramme helt forbi bolden.

I stedet for dansk udligning løb Nigeria op i den anden ende og fik hjørnespark. John  Obi Mikel sparkede ind til Aminu Umar, og så var rollerne byttet om. Mikel som oplægger, Umar som målscorer.

For at komme tilbage ændrede Niels Frederiksen system og sendte Kasper Larsen og Emil Larsen i kamp, men lige lidt hjalp det. Der så ganske enkelt ikke ud til at være mere energi i de danske tanke.

Nigeria kørte stille og roligt sejren hjem, og er nu klar til semifinalen mod Tyskland, mens de danske drenge søndag vender snuden hjemad efter en turnering, hvor målet blev opfyldt trods ekstremt svære betingelser.

Se og hør reaktionerne fra OL-landstræner Niels Frederiksen og anfører Lasse Vibe efter kampen




Log ind