Kvartfinalen i sigte efter dansk OL-sejr

Indskifteren Robert Skov blev matchvinder men også keeper Jeppe Højbjerg viste med afgørende redninger høj klasse, da Danmark sikrede en 1-0 sejr over Sydafrika, og dermed fik et godt udgangspunkt for avancement forud for sidste kamp mod Brasilien



Keeper Jeppe Højbjerg viste igen høj klasse i det danske mål med flere afgørende redninger. Foto: www.fodboldbilleder.dk


Indskiftede Robert Skov scorede det enlige mål, da Danmark slog Sydafrika 1-0 ved OL. 17-årige Jacob Bruun Larsen stod for oplægget.

Begge kampe i første runde af OL’s gruppe A sluttede 0-0. Det målmæssige dødevande skulle Danmark forsøge at komme ud af søndag aften, da de mødte Sydafrika.

Danmark åbnede, som i kampen mod Irak, fint, og fik også første gode chance til Emil Larsen, der havde fået chancen i Casper Nielsens fravær. Men Larsen sparkede muligheden forbi mål.

Herefter var det Sydafrika der tog over. Først var sprudlende Keagan Dolly på spil, han fandt Lebo Mothiba i feltet, men Jeppe Højbjerg reddede flot afslutningen til hjørnespark.

Siden var Dolly ved at slippe bag om Danmarks forsvar, men igen kom Høbjerg godt ud. Denne gang var Gift Morupa først over returen, som Danmark heldigt måtte se overliggeren tage sig af.

I den anden ende var Jens Jønsson mand bag en stribe gode stikninger i dybden, og på en af disse kom Lasse Vibe helt fri. Desværre for anføreren, reddede keeper Khune dog til hjørne.

Kort før pausen måtte Højbjerg så igen i aktion, da Keagan Dolly fra 30 meter trykkede kanonen af. Med det yderste af fingerspidserne fik Højbjerg viftet forsøget på overliggeren, og dermed endte første halvleg 0-0.

I anden halvleg satte Sydafrika sig ganske solidt på spillet, uden dog at komme frem til så meget. Niels Frederiksen var ikke tilfreds, og satte derfor Robert Skov og Jacob Bruun Larsen på banen, og det havde sin effekt.

Kort efter duoen var kommet ind, var de nemlig mænd for Danmarks første OL-scoring. Jacob Bruun Larsen leverede gode træk på venstrekanten, fandt i feltet Robert Skov, der kynisk klappede bolden i netmaskerne.

Så var det Sydafrika, der var presset frem, og de kom da også til flere forsøg, men primært fra distancen. Igen og igen viste Jeppe Højbjerg sig dog som en god mand for Danmark i målet.

Danmark holdt stand, og er dermed efter to gruppekampe på fire point. Det er lige nu nok til førstepladsen i gruppen.

Få reaktioner fra OL-landstræner Niels Frederiksen og målscorer Robert Skov her

Log ind