KOMPAN og DBU sætter fut på fodbold i skolen
Legepladsgiganten KOMPAN skal i samarbejde med DBU være med til at sikre, at endnu flere børn får glæde af fodboldens mange kvaliteter med fagligt fokus på sundhed og trivsel i de danske skoler.
DBU og KOMPAN sætter fokus på læring og trivsel. Foto: KOMPAN
Tidligere var fodboldkampe noget man spillede i frikvarteret i skolen eller, når vikaren ikke rigtig havde andet i ærmet til dagens lektion. Nu bliver fodbolden et fagligt værktøj for lærere, der vil sætte fokus på motorik, sundhed og trivsel for deres elever.
I samarbejde med KOMPAN, der er markedets førende legepladsdistributør, vil DBU sætte fokus på fodboldens mange muligheder for elever på landets skoler. Projektet byder på tre fagdage, hvor lærere guider eleverne igennem undervisning med fokus på sundhedsprincipper inden for kost og bevægelse.
KOMPAN’s egne produkter er udviklet med principperne om bedst mulige forudsætninger for at forbedre børns sundhed og læring, og derfor er fagdagene i skolen helt i tråd med organisationens værdier, fortæller Managing Director Kræn B. Nielsen fra KOMPAN.
”Samarbejdet med DBU om fagdagene er en oplagt mulighed for at bidrage med vores erfaring inden for legepladser og fremtidens udendørs fitness- og træningsanlæg. Vores forventning er, at vi aktivt vil kunne bidrage med viden om produkter, der vil fremme børnenes motorik, leg, læring og bevægelse. Med den proces får vi samtidig yderligere indsigt i kravene til fremtidens multibaner til glæde for de kommende brugere,” fortæller Kræn B. Nielsen.
Administrerende direktør i DBU A/S, Katja Moesgaard, ser på samme måde frem til samarbejdet, og glæder sig især over, at partnerskabet er bygget op omkring fodbold som løftestang til at øge elevernes sundhedsviden – også dem, der endnu ikke kender Ronaldo eller kan jonglere:
”Med fagdagene i skolen kan vi give elever, der ikke er erfarne med at bruge bolden, en mulighed for at øge bevægelsesniveauet i skoledagen, samtidig med, at de undervises om blandt andet øget sundhed og trivsel. Med KOMPAN i hånden de næste fire år kan vi sikre en generelt sundere folkeskole på baggrund af de forskningsresultater vi allerede har indhentet gennem projekt FIFA 11 for Health” siger Katja Moesgaard.
DBU´s og KOMPAN´s fagdage opstarter som pilotprojekter i foråret 2017, og vil implementeres på skoler over hele landet fra efteråret 2017.
FAKTA OM FAGDAGE:
- Elever, der kommer igennem DBU’s og KOMPAN´s fagdage, vil igennem undervisning og praktiske øvelser få lov at arbejde med sundhed, trivsel og foreningsliv
- Indskolingen vil blive introduceret for sundhedsbegrebet gennem kost og motion, og vil igennem trivselsdagen lære noget om klassemiljø og trivsel. De vil ligeledes lære om foreningsliv samt rent fysisk arbejde med motorik, leg og bevægelse. Indskolingen afslutter forløbet med et besøg i den lokale fodboldklub.
- Udskolingen vil få et mere dybdegående kendskab til sundhed ud fra WHO’s definition. På trivselsdagen får eleverne indblik i psykisk velvære, sammenhold og godt klassemiljø, og der vil blive arbejdet med inklusion. Udskolingen afslutter forløbet med et besøg i den lokale fodboldklub. Her bliver de introduceret til foreningsliv, trænerrollen og pædagogik. I alle elementer tænkes læringsplaner og idræt som prøvefag ind.