DBU´s Fodboldskole uge 30: ægte glæde er svær at overse
Den aller-sidste uge for sommerens fodboldskoler er netop sparket i gang. Men vemodigheden må vente lidt endnu, for uge 30 bød på glæde i den reneste form, da en deltager blev overrasket med en særdeles populær præmie.
Sommerferien er for de fleste skolebørn ved at være et overstået kapitel for i år, og snart er det tid til at sætte sig tilbage på skolebænken og berette om alle de oplevelser, man har haft i den lange ferie væk fra brøker og danskstile. 737 børn kan berette til vennerne om deres oplevelser på DBU´s Fodboldskole i uge 30, hvor 11 klubber over hele landet agerede værter og lagde græs til fodboldtryllerier og vandkamp.
Særligt én deltager har lidt af en historie at fortælle, når det ringer ind til timer igen. 11-årige Christoffer Andersen fik sig nemlig noget af en overraskelse, da han på fodboldskolen på Frederiksberg fik overrakt Kasper Schmeichels målmandshandsker – og tilmeld fik at vide, at han havde vundet en træning i landsholdslejren til efteråret. Præcis hvor glad Christoffer blev, kan du se lige her:
I fodboldskolen i Dalum er der også masser af glade børn – og særligt mange glade piger. Mere end 30% af deltagerne er piger, og det har givet Dalums skoleleder en helt særlig mulighed for at lave et rent pigehold, i stedet for at inddele alle deltagerne efter årgange, som det oftest er set gjort på DBU´s Fodboldskoler. Og det til stor glæde for pigerne, fortæller skoleleder Torben Østergaard. Du kan læse mere om pigeholdet fra Dalum lige her.
Foto: fodboldbilleder.dk
Vidste du, at DBU i samarbejde med DIF også tilbyder fodboldskoler til børn fra udsatte boligområder og familier med begrænsede midler? Vi kalder det DBU´s Get2 Fodboldskole, og det foregår i 11 byer rundt om i Danmark sommeren over – præcis som de ”almindelige” fodboldskoler. Og ideen med Get2 Fodboldskolerne er netop at give udsatte børn en chance for at opleve alle fodboldskolens glæder. Her kan du læse om Get2 Fodboldskolen i Haderslev, hvor den yngste deltager er bare fire år gammel.
Hadi Marraty, fire år gammel. Foto: DBU