Asylansøgere kommer i landsholdstøjet
DBU har valgt at give overskydende landsholdstøj for fem millioner kroner til landets asylcentre. A-Landsholdsspilleren William Kvist og Kamilla Karlsen fra U19-landsholdet var med til overdragelsen.
Sandholmlejren fik besøg af William Kvist og Kamilla Karlsen. Foto: DBU
Landsholdsdragter til en værdi af omkring 5 millioner kroner stod til at skulle smides ud. DBU har nemlig skiftet tøjsponsor fra Adidas til Hummel. Men så fik DBU og Røde Kors en god ide: hvad med om tøjet kunne komme til nytte på landets asylcentre?
De første dragter blev i dag delt ud i Center Sandholm, da William Kvist fra A-landsholdet og Kamilla Karlsen fra U19-landsholdet overraskede spillerne fra FC Sandholm. Over det næste stykke tid kommer flere hundrede spillersæt fra DBU’s landshold til at blev delt ud på asylcentre landet over.
”Fodbold er for alle uanset baggrund, og det vil vi gerne være med til at sikre. På den her måde sikrer vi, at overskydende tøj forsat kommer til glæde og gavn. Fodbold har vist sig at have stor betydning for integration i landet, så trøjerne giver rigtig god mening på landets asylcentre, hvor mange har udfordringer med at skaffe udstyr,” siger Claus Bretton-Meyer, administrerende direktør i DBU.
Røde Kors Asyl er ansvarlig for driften på 25 asylcentre landet over, hvor de i første omgang vil dele tøjet ud.
”Spillertøjet fra DBU er et fantastisk bidrag til asylansøgere i Danmark. Fodbold er en meget populær aktivitet blandt både børn, kvinder og mænd i asylcentrene. I kampens hede kan man for en stund glemme de svære ting og usikkerheden. Og så ved vi, at fysisk aktivitet er gavnligt for både fysisk og mental sundhed”, siger Kasper Koch, chef for Strategi og udvikling i Røde Kors Asyl.
”Alle nationaliteter og religioner kan mødes omkring bolden. At se folk fra forskellige dele af verden løbe rundt i tøj fra de danske landshold her i Sandholm-lejren er et fantastisk syn. Og det er fedt, at vores gamle landsholdstøj får nyt liv på den måde," siger William Kvist.
Udover tøjdonationen til Røde Kors har DBU allerede en lang række fodboldaktiviteter med fokus på asyl og integration. I Køge Boldklub samarbejder de fx med Køge Kommune om indslusning af nyankommne flytninger i foreningslivet. Og på Fyn får uledsagede unge flygtninge træneruddannelser.
Mange af dem kan nu se frem til at gå på banen iført dansk landsholdstøj.
Pressekontakt
Mikkel Minor, DBU CSR-ansvarlig, 21810713, mimp@dbu.dk
Trine Bjørn, Røde Kors Asyl, Ansvarlig for donationer, 29252030, trb@redcross.dk