Advarsel til Fenger
Fodboldens disciplinærinstans giver Mads Fenger, Randers FC, en advarsel for udtalelser til TV3 Sport efter ALKA Superliga-kampen mod AGF.
Søndag den 31. august mødtes AGF og Randers FC i ALKA Superligaen, i et intenst opgør med otte advarsler, hvor Randers sikrede sig årets første sejr i den bedste række.
Efter kampen blev Randers’ anfører, Mads Fenger, interviewet til TV3 Sport sammen med Mikael Ishak, hvor han blev spurgt ind til en advarsel, som han modtog efter en tackling af AGF’s Kasper Junker. Her gav Fenger flere udtalelser (som fremgår af den vedhæftede kendelse), som efterfølgende betød, at Fodboldens Disciplinærinstans af eget initiativ tog sagen op, og har efterfølgende har indhentet en redegørelse fra Randers FC, som er indgået i udvalgets vurdering.
Disciplinærinstansen, som bestod af Jens Hjortskov, Jakob Berger, Jesper Hansen, Stig Pedersen, Steven Lustü og Kim Høg Madsen, har på den baggrund vurderet, at klubberne har aftalt en fælles strategi for at give kommende kampe mere kant, ligesom medierne synes at have blæst Mads Fengers udtalelser op. Samtidig påpeger instansen blandt andet, at Mads Fenger anerkender at have noteret i sin bog, at der skal gås særligt hårdt til Kasper Junker, idet han kommer fra Randers, og Musti. Samtidig finder udvalget det usportsligt af en spiller at udtale sig, at der skal gås særligt hårdt til nogle spillere, fordi de er tidligere klubkammerater eller kommer fra et bestemt sted. Desuden lagde instansen vægt på, at dette blev udtalt i et interview efter kampen og ikke i omklædningsrummet.
Instansen påpeger ydermere, at man før sæsonen sendte en retningslinjeskrivelse til klubberne, hvor det blandt andet fremgik, at Fodboldens Discplinærinstans kan sanktionere tilfælde, ”hvis en spiller fx fortæller til medierne, hvordan han eller hun under kampen bevidst har begået en ulovlig handling, fx en hævnagt.”
På den baggrund tildeler Fodboldens Disciplinærinstans Mads Fenger en administrativ advarsel for usportslig adfærd med hjemmel i DBU’s Love § 30.1.1.
Afgørelsen er endelig og kan ikke ankes.