Rutinerede trænerkræfter til oldboys-landsholdet
Det danske oldboys-landshold får ny træner, efter Allan Michaelsen gik bort tidligere på året. Men for mange af spillerne er den nye landstræner slet ikke så ny endda…
Per Andersen overtager trænersædet efter Allan Michaelsen Foto: Fodboldbilleder.dk
Oldboys-landstræneren, Allan Michaelsen, efterlod et tomt trænersæde, da han i marts måned gik bort i en alt for tidlig alder. Men nu er sædet ikke tomt længere, for der er netop fundet en ny afløser til at dirigere de rutinerede profiler på det danske oldboys-landshold.
Selvom træneren er ny på oldboys-landsholdet, så er han langt fra ny for spillerne. Faktisk har mange af spillerne haft ham i deres ungdomsår, da han både har været U17-, U18- og U19-landstræner og siden hen også været A-instruktør i DBU.
Den garvede fodboldkender har måske gættet, at det er Per Andersen, der i en alder af 68 år er ny landstræner for oldboys-landsholdet. Og det er en stolt landstræner, der skriver ud til spillere og stab
”Det er en stor ære for mig at få lov til at være træner for Danmarks bedste fodboldspillere gennem tiderne. Mange af jer har jeg haft som ungdomsspillere, så det er jo i sig selv fantastisk for mig at slutte ’ringen’ på denne måde sammen med jer,” udtaler Per Andersen i en mail til holdet.
Den nye landstræner har ellers proklameret sin pension flere gange, men det er som om, den garvede træner ikke helt kan slippe sin rolle i fodbolden. Og det er der måske en grund til.
”Mange små anekdoter hænger stadigvæk ved fra jeres ungdomsår, så jeg glæder mig rigtig meget til at møde jer igen,” skriver Per Andersen i mailen.
Og landstræneren har ambitioner på holdets vegne – både på banen og i omklædningsrummet, hvor sidstnævnte fylder meget på holdet.
”Jeg ved også, at I er vindere - så når først kampen starter, forventer jeg, at ’killer instinktet’ viser sig igen, som i de gode gamle dage. Det er stadigvæk sjovere efter en kamp, hvis man har vundet. Så stålsatte krigere i kampens hede veksles til spasmagere efter kampen,” skriver Per Andersen afslutningsvis.
Per Andersen har pro-uddannelsen, som er den højest opnålige træneruddannelse i Danmark, og han sætter sig i trænersædet fra dags dato, og hans første kamp bliver den 13. maj i Gredstedsbro.
Velkommen tilbage og held og lykke med de rutinerede kræfter.