Må man filme alle fodboldkampe?

Alle kan filme løs fra sin mobil, sin tablet eller sit kamera. Men er det egentlig tilladt at filme fodboldkampe uden tilladelse? Vi har spurgt Vibeke Borberg, forskningschef i medieret.


Flere og flere filmer fodboldkampe. Men hvordan er reglerne egentlig på området?


Drenge og piger jagter ivrigt bolden på banen og forsøger at skyde på mål. På sidelinjen står far, mor og kammerater og jagter det gode øjeblik, som skal skydes med kameraet.

Fodboldkampe bliver filmet i uformindsket styrke, og breddefodboldkampe bliver i højere og højere grad eksponeret på nettet, ikke mindst på de sociale medier.

Men hvordan er reglerne angående videooptagelser og fotografering af fodboldkampe? Må du bare begynde at filme løs og efterfølgende offentliggøre på diverse medier?

Vi har spurgt Vibeke Borberg, der er forskningschef i medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Er det lovligt at filme fodboldkampe uden først at indhente tilladelse?

- Ja, som udgangspunkt har alle ret til at filme fodboldkampe. Fodboldkampe er offentligt tilgængelige for alle, og derfor er der ingen forhindringer i at filme og fotografere kampe på alle niveauer. Der skal kun indhentes en tilladelse, hvis du filmer på områder, som ikke er et frit tilgængeligt sted.

Må man efterfølgende offentliggøre videomaterialet på nettet, fx Facebook eller youtube.

- Generelt set er der meget sjældent noget risikabelt ved at filme eller fotografere fodboldkampe. Og hvis det blot er kampen eller situationer fra kampen, så er der heller ikke specielle hensyn at tage ved at offentliggøre det på fx Facebook eller youtube.

- Der er altså ingen problemer, medmindre du med optagelserne kan krænke privatlivsbestemmelserne. Du må ikke offentliggøre noget, som lider den eller de portrætterede skade, eller som er krænkende.

Hvornår er noget krænkende og kræver samtykke fra den/de filmede i forbindelse med en fodboldkamp?

- Udfordringerne kommer, når det, man offentliggør, kan have karakter af at hænge enkeltpersoner ud. Jeg kan umiddelbart komme i tanke om tre scenarier, hvor man skal tænke sig godt om, inden man offentliggør det:
  1. Hvis man filmer en kamp og klipper den sammen, hvor der er fokus på én enkelt person, så er det en rigtig god idé at få samtykke fra den person. Det gælder både for positiv men især for negativ eksponering.
  2. Hvis der opstår en konflikt, en grim skade eller på en eller anden måde en ubehagelig situation, så er man bedst stillet, hvis man sikrer sig en tilladelse fra den eller de implicerede, før man lægger det ud på nettet.
  3. Hvis der kommer nogle hårde irettesættelser, fx fra en træner eller over for en dommer, så skal man tænke sig om en ekstra gang, inden man lægger det ud til offentligt skue. Her vil jeg også anbefale, at man får den potentielt forurettedes godkendelse.

Må man også gerne filme i omklædningsrummet?

- Nej, det må man ikke. Det er lige præcis modsat af fodboldbanen, da det ikke er et frit tilgængeligt sted. Samtidig er det ekstra skærpende, at der er delvist afklædte eller nøgne personer i et omklædningsrum. Det er en klar overtrædelse af privatlivsbeskyttelsen, medmindre man indhenter samtykke fra spillerne – og ikke mindst fra forældrene, hvis der er tale om børn.

Log ind