MENU

Superligastruktur skal godkendes på ekstraordinært bestyrelsesmøde

DBU’s formand roser arbejdet med ny struktur for Superligaen. DBU’s bestyrelse har aftalt ekstraordinært møde til at godkende forslaget.

En Alka-Superliga med 14 hold, slutspil og flere kampe med betydning. 
Sådan lyder den plan, som Divisionsforeningen er nået til enighed om og har sendt til godkendelse i DBU’s bestyrelse. Bestyrelsen har på dagens møde fået forslaget præsenteret og formand Jesper Møller ser positivt på forslaget:

‘Jeg vil godt rose Divisionsforeningen og klubberne for et grundigt, ambitiøst og spændende arbejde med at udvikle en ny struktur for Alka Superligaen, der kan styrke dansk fodbold samlet set - til glæde for både klubber og fans. Det har været en god proces, hvor det hollandske firma Hypercube har stået for udvikling af konceptet med rigtig god involvering og input fra alle parter i fodbold–danmark,’ siger Jesper Møller.

DBU’s bestyrelse har først fået forslaget få timer forud for dagens bestyrelsesmøde. Derfor har bestyrelsen besluttet et ekstraordinært bestyrelsesmøde i løbet af den næste uge, hvor der skal ske en formel godkendelse. 

‘Det er i alles interesse at få en hurtig – men også grundig – behandling og afklaring for den nye struktur i Alka Superligaen. Det er historisk, at alle klubber er nået til enighed og vi skylder alle i dansk fodbold en hurtig beslutning,’ siger DBU’s formand. 

Læs mere om Divisionsforeningens  forslag her

Log ind