Landsholdet ugens mest sete

Den danske sejr over Serbien lørdag aften blev set af 651.000, hvilket gør landskampen til det mest sete program i sidste uge. Samtidig havde 30.887 fans indtaget Telia Parken.

EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Serbien trak store overskrifter. 

Landsholdet tog et vigtigt skridt i jagten på EM-billetten, og efter kampen kunne tv-seerne opleve en bevæget og rørt Pierre Emile Højbjerg i et direkte interview på Kanal 5, hvor landsholdsspilleren græd af glæde og udmattelse for åben skærm.  

”Vi fortjener det. Vi har arbejdet så hårdt. Jeg er helt færdig mand. Vi er mandfolk, vi står sammen, vi kæmper, vi har sammenhold, og vi har hele stadion med. Det er over min grænse.  At vi vinder på den her måde og i den her kulisse...,” lød det blandt andet fra Pierre Emile Højbjerg.

Interviewet gik lynhurtigt viralt på de sociale medier, hvor det har haft en reach på knap 650.000 på landsholdets Facebook-side, mens det er blevet set af 150.000 på Kanal 5’s hjemmeside.

I mediebilledet og på de sociale medier er landsholdsspilleren blevet rost for at lade følelserne få frit løb for åben skærm. 







Seertallet for kampen ligger på niveau med kampene mod Serbien, Armenien og Albanien, der blev set af henholdsvis 694.000, 630.000 og 580.000 tv-seere.

“Landskampen mellem Danmark og Serbien havde kolossal betydning i kampen for at komme med til næste års EM-slutrunde i Frankrig - og sejren var meget forløsende for alle. Vi havde godt 31.000 tilskuere i Telia Parken og var ugens mest sete program på trods af, at kampen blev spillet en lørdag aften, som traditionelt ikke er det bedste sendetidspunkt,” siger Katja Moesgaard, kommerciel direktør i DBU A/S.

“Fodbold er følelser, og det er fantastisk at opleve den ægte glæde, der var blandt spillerne efter kampen – også hos Pierre Emile Højbjerg. At interviewet er blevet delt på de sociale og online medier viser den store interesse, der er for det danske fodboldlandshold,” udtaler Katja Moesgaard. 

Seneste landskamp på hjemmebane mod det 3. seedede hold i puljen var i VM-kvalifikationen mod Tjekkiet i september 2012. Dengang var der 24.004 tilskuere til kampen, mens der var 30.887 til lørdagens kamp. Altså en stigning på 29 %. 

Se interviewet med Pierre Emile Højbjerg her.

Log ind