EM-dagbog: Nabokrig

Hver dag i løbet af EM-slutrunden vil en af spillerne give et indblik i dagen i EM-lejren. I dag er det Uffe Bech, som løfter sløret for, hvad der sker i Prag.

Fredag den 26. juni - Uffe Bech

Det er dagen før dagen – i morgen spiller vi semifinale mod vores ’arvefjender’ fra Sverige. Sidst vi stod overfor dem, blev jeg skadet i begyndelsen af kampen og blev skiftet ud, så jeg håber, at jeg får mulighed for at gøre mere i morgen. 

Det er rigtig stort at stå i en semifinale. Vi er glade for, at vi har kvalificeret os videre fra gruppen, men nu er næste mål selvfølgelig finalen og at kunne nå det gennem et opgør mod vores naboer fra Sverige –ren nabokrig.

Vi står overfor et svensk hold, der har overrasket rigtig mange mennesker til denne slutrunde. De startede med at sende Frankrig ud i play-off kampene efter at have været bagud 2-0 efter den første kamp. Det var en stor overraskelse for mange, og siden da har de brugt gruppespillet til at bevise, at det ikke var en tilfældighed. De har slået to fantastisk stærke hold ud – Italien og England. De vinder over Italien, selvom de er en mand i undertal det meste af kampen, så det er et hold, som har overrasket meget positivt, og som er meget stærkere, end folk troede, inden turneringen gik i gang, så der venter os en rigtig svær opgave i morgen.

Dagen i dag er blevet brugt på træning og at få spist rigtigt. Derudover har jeg hvilet en masse – måske lidt mere end nødvendigt. Jeg var inde hos Nørgaard og Yussuf, hvor vi lå og så Anders Matthesens show, ’Anden på coke’. Det faldt vi så alle tre i søvn til og formåede at sove tre-fire timer. Det var ikke helt planlagt. Jeg lå i Nørgaards seng og puttede, og vi sov faktisk så godt, at vi næsten glemte aftensmaden. Vi nåede dog heldigvis at få mad.

På FIFA-fronten er det stilnet lidt af, i forhold til da vi mødte ind. Der er stadig godt gang i den, men ikke helt på samme niveau som i starten. Jeg spillede med Nørgaard i går, og det var stærkt hold. Jeg tror faktisk, at det er den stærkeste konstellation, vi kan stille hernede, men generelt er FIFA stilnet en smule af nu. Det er altid lidt mere spændende i starten, at se hvem der kan slå hvem, så nu hvor hierarkiet har sat sig lidt, er der ikke helt så lang kø til PlayStationen længere.


Du kan læse de andre dagbøger her:
14. juni: Uffe Bech 







Log ind