EM-dagbog: Kampen om semifinalen

Hver dag i løbet af EM-slutrunden vil en af spillerne give et indblik i dagen i EM-lejren. I dag er det Jannik Vestergaard, som løfter sløret for, hvad der sker i Prag.

Søndag den 22. juni - Jannik Vestergaard

Så er det igen blevet dagen før kamp. I morgen møder vi Serbien i den sidste gruppekamp, som også er en ’finalekamp’ for os. 

Vi er selvfølgelig alle meget spændte på kampen. Det er, som sagt, en finale, hvor vi selv kan og skal afgøre det. Der hviler et pres på os – et pres som vi selv har lagt, da vi satte vores mål, om at vi skulle i semifinalen. Kampen i morgen er en af de kampe, hvor der er allermest på spil, men som man som spiller også glæder sig allermest til. Det er dem, som er sjovest at vinde og forfærdelige at tabe.

Med en sejr er vi videre og har opnået noget stort. Sidst U21-landsholdet var i EM-semifinalen var i 1992. Dengang var formatet et helt andet og ikke en slutrunde, som det er i dag, så det er svært at sammenligne, så et eller andet sted vil vi med en sejr i morgen opnå noget stort for dansk ungdomsfodbold. 

Selvom vi med en sejr i morgen også kvalificerer og til OL, så er det ikke det, vi bruger mest tid på at tænke over. Det følger med. Vi tænker mest på denne turnering, og at vi gerne vil gøre det godt og nå langt. Fokus er på Serbien og på at komme i semifinalen, for når man er i semifinalen i en turnering, så er der ikke så langt til en kamp om titlen, og så kan alt pludselig ske og enkelte kampe afgør rigtig meget.

Selvfølgelig strejfer tanken også, at det samtidig er en kvalifikation til OL. Det vil uden tvivl være stort. OL er ikke den mest prestigefyldte fodboldturnering, men OL som begivenhed er jo kæmpestort, og noget som jeg tror, vi alle sammen rigtig gerne vil opleve. Det vil være en kæmpe oplevelse for dem, som måtte blive udtaget.

Dagen i dag har været rigtig lang, da vi har simuleret dagen i morgen. Vi har spist på de tidspunkter, vi skal spise i morgen og trænet på kamptidspunktet, så vi vænner os til rytmen. Vi laver ikke så meget, så dagen kan godt blive lidt lang, når det bare handler om at slappe af, spise og spille lidt FIFA eller bordtennis. Vi har også haft de sædvanlige møder – både om serbernes spil og om vores spil, så vi er forberedt til i morgen. For mit vedkommende har dagen også stået på lidt interviews.  Først noget spørgsmål-svar med UEFAs Twitter-brugeree og bagefter et interview med Viasat, som optakt til kampen i morgen. Jeg har selvfølgelig også spillet noget bordtennis med Pione og tæsket ham, men ellers har det været en meget stille og lang dag.

Du kan læse de andre dagbøger her:
14. juni: Uffe Bech 







Log ind