DBU-formand: Blatter-exit er et skridt i den rigtige retning
En ny præsident skal rydde op i FIFA, mener DBU’s formand, der glæder sig over Sepp Blatters afgang – men forudser en masse hårdt arbejde, før der for alvor er sikret større åbenhed, transparens og demokrati i FIFA.
Foto: fodboldbilleder.dk
Blot fire dage efter at være blevet valgt til endnu en periode som FIFA-præsident, valgte Sepp Blatter i går at annoncere sin afgang. Selve afgangen vil finde sted i forbindelse med en ekstraordinær kongres, der forventes afholdt senere på året.
Beslutningen er et skridt i den rigtige retning efter de seneste års anklager om korruption og manglende implementering af reformer og åbenhed, mener DBU’s formand, Jesper Møller:
“Det er en rigtig, naturlig og nødvendig beslutning, for FIFA skal have en ny præsident, for at vi kan komme videre med at skabe reformer, åbenhed og transparens. Det er godt for fodbold i hele verden – men det er kun ét skridt på en vej, hvor der skal mange andre skridt til at få skabt et godt FIFA,” siger Jesper Møller.
DBU’s formand ønsker endnu ikke at tage stilling til de mange spekulationer om nye kandidater til posten som FIFA-præsident. Jesper Møller vil de næste uger drøfte situationen med sine kolleger fra både de nordiske lande og øvrige UEFA-medlemslande, som han blandt andet ser i forbindelse med weekendelsen Champions League-finale og han ønsker i det hele taget at vurdere det samlede felt af kandidater. DBU-formanden har siden sidste sommers FIFA-kongres i Sao Paolo kæmpet for at få en ny præsident i FIFA – og blandt andet støtte portugisiske Louis Figos kandidatur, før han endte med at stemme på den jordanske Prins Ali, der tabte valget i fredags. Nu vil Jesper Møller kæmpe for at få de rette kandidater, der kan fortsætte kampen for større åbenhed og mere demokrati i FIFA.
“Det venter os et stort stykke arbejde. Det kan være, at vi skal have en FIFA-præsident, der bruger fire år på at få ryddet op – og så en anden præsident, der kan udvikle FIFA videre derfra. Det kan være, at vi skal finde en anden model. Målet må være, at vi får gennemført de mange reformer, der er blevet vedtaget – og at vi fortsætter med at skabe større åbenhed og transparens om økonomi og beslutninger i FIFA. Det arbejde har været bidende nødvendigt og det er det fortsat,” siger han.
Op til FIFA-kongressen i sidste uge har DBU’s formand været vært for en række besøg af de tre kandidater, der stillede op mod Sepp Blatter. Udover Prins Ali fra Jordan og Louis Figo fra Portugal var det hollandske Michael van Praag, der mødte de nordiske og baltiske fodboldformænd under besøg i København.