Bruttotruppen til U16-landsholdet udtaget

Landstræner Per Holm udtog søndag den bruttotrup, der fra efteråret skal repræsentere det danske U16-landshold. Bruttotruppen vil i løbet af sommeren blive udvidet med 10-16 spillere.


Landstræner Per Holm har udtaget bruttotruppen til det nye U16-landshold. Foto: Fodboldbilleder.dk

Talentfulde og forhåbningsfulde fodbolddrenge var samlet i Vildbjerg ved Herning til U15-træf den foregående weekend. 52 markspillere og seks målmænd kæmpede om bolden ved træningspas og træningskampe, men den egentlige kamp var om de eftertragtede pladser i U16-truppen, der blev udtaget som afslutning på weekenden.

Luften var tung af nervøsitet og de 58 unge drenge sad nervøst på stolen, mens landstræner Per Holm præsenterede de 22 spillere, der er sikret en plads i truppen til efterårets landsholdsaktiviteter, hvor der kæmpes videre om muligheden for landsholdsdebut mod Ungarn i oktober. Per Holm lagde ud med at rose spillerne for deres bedrifter weekenden over.

”Det her er afslutningen på jeres uddannelsesår som U15-spiller. I DBU-regi er I nu alle sammen betragtede som U16-spillere,” sagde Per Holm.

Bruttotruppen vil blive suppleret med yderligere 10-16 spillere til august. Derfor var der opmuntrende ord fra landstræneren til de spillere, der ikke i første omgang klarede udtagelsen til holdet.

”Der er masser af pladser at spille om. Så dem, der ikke kommer til at stå heroppe, så er det bare med at arbejde benhårdt derhjemme i klubben og jeg vil holde skarpt øje med jer”, sluttede Per Holm af, før han gav navnene på de 22 udtagne spillere. Du kan finde bruttolisten for U16-truppen her

Et kamerahold fra DR Ultra fulgte ved samlingen fire af drengene som begyndelse til en dokumentarserie om det danske U16-hold, om arbejdet bag landsholdet og drengenes drømme om fremtiden. Du kan følge serien til foråret 2016 på DR Ultra. 


Log ind