’Kom ud af PomFRITTEN’ og ind i klubben!

Det handler om leg, bevægelse og selvfølgelig fodbold, når DBU’s ’Kom ud af PomFRITTEN’ tager på tur rundt i landet. Klubber kan nu ansøge om at få besøg i foråret 2015.



Kom ud af PomFRITTEN er en sjov og anderledes fodboldaktivitet for både drenge og piger! Foto: www.fodboldbilleder.dk


Det startede egentligt som et desperat forsøg på at overleve som børnefodboldklub, og var, som de selv siger det, ”et sidste skud i bøssen for Bytoften IF”, da klubben i 2012 afholdte DBU’s ’Kom ud af PomFRITTEN’.  

Og heldigvis for Bytoften IF ramte skuddet plet !

”Vi var tæt på at skulle dreje nøglen om som selvstændig fodboldklub, og havde faktisk ingen ide om, hvad aktiviteten gik ud på, inden vi udleverede de ’invitationskort til træning’-postkort, der følger med aktiviteten. Herefter mødte der, efter afviklingen 22 børn op til den første træning og 50 til den næste,” forklarer en meget glad formand, Thomas Drejer.

Inden året var omme havde Bytoften IF faktisk fire nye børnehold fra årgang 2002 til 2006’- noget, der samtidig fungerede  som et springbræt for klubben, der efterfølgende har fået både flere forældreressourcer i klubben, flere frivillige og flere seniorhold 

Kom ud af PomFRITTEN’ er et fodboldunivers for både piger og drenge, der i samarbejde mellem klubber og skolefritidsordningen sætter fokus på leg, læring og bevægelse – og selvfølgelig, at fodbold både er sundt og sjovt. Det synes i hvert fald de 10.000 børn, der ’kom ud af PomFRITTEN´ i 2014.

En fodboldoplevelse ud over det sædvanlige

Nu har din klub også muligheden for skabe større synlighed om klubben og for at invitere op til 130 børn ud i klubben til en fodboldoplevelse ud over det sædvanlige. 
’Kom ud af PomFRITTEN’ vil køre i foråret, og skal I være en af de i alt 50 klubber den besøger i 2015 skal i være hurtige.

Som klub vælger I om i vil afholde aktiviteten i samarbejde med enten en skole eller SFO. I et skole/klub- samarbejde, er det indskolingen (0. til 3. klasse), som inviteres til ´Kom ud af PomFRITTEN´, med et SFO-samarbejde er det alle børnene der inviteres med. 

Der skal foruden en klubkontaktperson være minimum 12 hjælpere, og ved et klub- og SFO-samarbejde, stiller klub og SFO med halvdelen af hjælperne hver især. Laves der klub- og skole samarbejde, kan det også være en mulighed at skolen bruger udskolingselever som hjælpere. . Dette kan også skabe mulighed for rekruttering af de unge som fremtidige trænere i klubben.

Har jeres klub lyst til at afholde` Kom ud af PomFRITTEN´ kan i ansøge om dette på DBU´s hjemmeside her

For at læse mere om aktiviteten, det praktiske, økonomiske m.m. henviser vi til `Kom ud af PomFRITTENS´ egen hjemmeside

 Desuden er i altid velkomne til at kontakte Anja Kouly, Projektkoordinator i DBU Bredde på mail: KUAP@dbu.dk el. via telefon på: 43 26 54 07.

Log ind