Kampen om EM-billetten sparkes i gang

Unge talenter og erfarne kræfter skal i næste uge kæmpe for en historisk EM-billet for dansk futsal.

Det KAN blive et stort år for dansk landsholdsfutsal med både EM og VM-kvalifikation i 2015.

I næste uge starter første store opgave, nemlig EM-kvalifikationen i Bulgarien, hvor Danmark udover værterne også møder Grækenland og Gibraltar. 

”Det er en spændende pulje – også med en del ukendte faktorer. Gibraltar kender vi ikke så godt. Bulgarien er skarpe, men burde vi kunne spille lige op med – i hvert fald et hold, hvor vi har muligheder. Grækenland er højst rangeret. Så en interessant pulje, som både kan vis sig ganske stærk, men også en pulje jeg bestemt tror, vi har en mulighed i,” sagde landstræner Nikolaj Saabye efter lodtrækningen i efteråret.

Kun nummer et i puljen avancerer til en yderligere kvalifikationsrunde.

Rutine og talenter skal sikre EM-succes

Landstræneren har netop udtaget truppen, der indeholder både flere nye ansigter og rutinerede kræfter – noget, der kan være en stor styrke for det danske hold i bestræbelserne på at sikre sig den afgørende førsteplads.

”Vi vil gerne lægge et højt pres på banen, og derfor har vi fokuseret på at have spillere med, der er hurtige på fødderne og med et højt teknisk niveau. Og muligheden for at have flere rutinerede spillere med, der har prøvet det før, styrker uden tvivl holdet. Det er tre vigtige kampe, og derfor kan erfaring blive afgørende og skabe den nødvendige ro i pressede situationer,” siger Saabye, der netop har haft holdet samlet til en sidste test inden afgangen mod Bulgarien i næste uge.

Men det er en svær opgave, de 14 spillere står over for i kampen om et historisk avancement i EM-kvalifikationen:

”Det bliver selvfølgelig svært, men synes vi har masser af positive ting at tage med fra Nordic Cup og jeg har en god mavefornemmelse. De to første kampe bliver ganske afgørende. Grækenland er på papiret højst rangeret, men jeg har alligevel Bulgarien som favoritter ud fra deres seneste præstationer. Jeg glæder mig lige så meget som spillerne til at komme i gang – det bliver en utrolig stor oplevelse. Det er jo EM, det gælder!,” slutter Saabye.

En enkelt spiller har endnu ikke haft debut på det danske futsallandshold. Mads Falck har dog stor erfaring med sporten, da han tidligere har spillet i USA - og i øvrigt lige som landsholdskollegaen Jacob Bonde til dagligt spiller i den danske 2. division.

Se programmet her og følg de danske kampe på www.facebook.com/dbufutsal samt www.uefa.com.

Truppen:

1. Christoffer Haagh, JB Futsal Gentofte
15. Nis Nonboe Andersen, JB Futsal Gentofte
2. Louis Veis, JB Futsal Gentofte
3. Zakaria El-Ouaz, JB Futsal Gentofte
4. Rasmus Lucht, København Futsal
5. Morten Hauglund, FC Fjordbold
6. Mads Hasbiba, JB Futsal Gentofte
7. Mads Falck, JB Futsal Gentofte
8. Jacob Bonde Jensen, JB Futsal Gentofte
9. Jim Bothmann Jensen, København Futsal
10. Kevin Jørgensen, JB Futsal Gentofte
11. Morten Larsen, 
13. Rasmus Johansson, SBV 09
14. Brian Mengel, Kolding IF


Log ind