MENU

Fodboldfest i Lystrup IF

Det danske oldboys-landshold var en del af fodboldfesten i Lystrup IF med en kamp mod de lokale drenge. Og det blev en fest med 8 mål - kampen endte 5-3 til de danske landsholdsspillere.


Klar til kamp i Aarhus. Foto: DBU.


Årets første kamp for Old Boys Landsholdet blev spillet i forbindelse med indvielsen af det nye Lystrup Idrætscenter, samt som en indsamling til det videre arbejde med udviklingshæmmede, hvor Lystrup IF virkeligt yder en stor indsats.

Old Boys Landsholdets kamp var en del af en større festivitas i forbindelsen med indvielsen, hvor også DBU's første multibane blev indviet, og derfor var besøg også fra både DBU's ledelse og Nordea-Fonden. De havde sammen med de over 1500 tilskuere trodset dårligt vejr med silende regn på en småkold maj aften.

De blev også vidner til en flot og meget målrig affære, hvor de to hold stod godt til hinanden, og hvor tilskuere fik otte flotte mål oveni entre billetten.Old Boys-landsholdet lagde flot fra land og allerede efter 4. min gjorde Jeppe Tengbjerg det til 0-1 på en flot aflevering fra Flemming Povlsen.

Samme Tengbjerg gjorde det også det til 0-2, og kort efter øgede Mads Jørgensen til 0-3, hvor han modtog bolden udenfor feltet og flot loppede den over en fremstormende målmand.

Herefter kom Lystrup (AGF) bedre med i kampen, idet OB-Landsholdet var ramt af et par fiberskader, som gjorde nogle rokeringer nødvendigt.

Lystrup (AGF) fik reduceret til 2-3 inden pausen, og fik især omkring reduceringen god hjælp af dommeren, der helt uforståeligt dømte et indirekte frispark til hjemmeholdet. Dommeren var tilsyneladende den eneste, der kunne se, at Flemming Povlsen kiksede tæmning var en tilbagelægning til Mogens Krogh.

I 2. halvleg var OB Landsholdet presset i de første 15. min,, men fik langsomt arbejdet sig tilbage i kampen på en flot holdindsats på trods af fiberskader og omrokeringer. Dette kom til, at betyde at bl.a. Jan Rindom, holdets reservemålmand måtte bruges i marken. Men på dette tidspunkt var hele fire mand udgået med fiberskader.

Et par flotte mål fra Mads Jørgensen, som scorede efter flot oplæg fra Flemming Povlsen, og af Jesper Grønkjær, der flot tæmmede et indlæg og tog den med forbi en modspiller, og halvflugtede den ind i det lange hjørne. Det lokale hold fik reduceret kort før tid, men et velspillende OB Landsholds sejr var aldrig rigtig i farezonen.

Allan Michaelsen sagde efter kampen, at han var glad for resultatet, men at alle fiberskaderne greb forstyrrende ind i både starten af kampen, hvor Steven Lustü fik en fiberskade under opvarmningen, og derefter, at Michael Birkedal allerede efter ca. 15. min. fik en lignende fiberskade og ligeledes måtte lade sig udskifte.

Han påpegede endvidere, at Flemming Povlsen og Jeppe Tengbjerg også fik problemer under kampen, men at hele holdet på trods af disse handicaps leverede en flot indsats. Han var dog glad for, at vi fik givet det talstærke publikum en flot kamp med mange flotte mål, og at holdet endnu engang viste sig, som gode ambassadører for DBU.

Den lokale formand Brian Hørup takkede efter kampen Old Boys Landsholdet for deltagelsen i indvielsen af deres nye anlæg og støtten til handicapidrætten i foreningen. Han påpegede også, at det havde været af stor betydning for både foreningen og lokalområdet, at Old Boys Landsholdet gæstede klubben til en sådan opvisningskamp og takkede DBU for, at det var muligt for selv små klubber, at få besøg af ”de gamle landsholdsspillere”. Hele foreningen har fået et stort løft af dagens kamp og besøg.

Kampfakta:

Lystrup IF (AGF’s Old Boys) – Old Boys Landsholdet

Fredag d. 9. maj 2014 kl. 18.30 på Lystrup Idrætscenter.
Resultat: 3-5 (2-3)

Mål:

4. 0-1 Jeppe Tengbjerg
24. 0-2 Jeppe Tengbjerg
25. 0-3 Mads Jørgensen
31. 1-3 Thomas Ambrosius
34. 2-3 Frank Krogsdahl
53. 2-4 Mads Jørgensen
55. 2-5 Jesper Grønkjær
64. 3-5 Mathias Jørgensen

Startopstilling, Danmark:
Mogens Krogh – John Sivebæk, Brian Priske, Michael Nonbo, Michael Birkedal, Stig Tøfting, Mads Jørgensen, Jesper Grønkjær, Thomas Thorninger, Flemming Povlsen og Jeppe Tengbjerg.

På bænken: Michael Birkedal, Rene O. Hansen og Jan Rindom, der alle blev benyttet.


Log ind