FC Skanderborg er Europas bedste fodboldklub!

UEFA kårer FC Skanderborg til Europas Bedste Breddefodboldklub 2014 og hylder klubben for sit fantastiske arbejde for klubbens mere end 1100 medlemmer.

Se UEFA's video fra besøget i FC Skanderborg.


FC Skanderborg er netop kåret til Europas Bedste Breddefodboldklub 2014 af UEFA – det europæiske fodboldforbund med hele 54 medlemslande under sig.

Større bliver det næppe for en dansk fodboldklub, og begejstringen er naturligvis stor i den østjyske klub, der har mere end 1100 medlemmer og er én af Danmarks største fodboldklubber.

”Vi er sindssygt stolte over prisen og samtidig beærede over, at så mange har bemærket vores store arbejde for at udvikle fodboldspillere, samarbejde med lokalsamfundet og bevise, at bredde og elite kan gå hånd i hånd. Det her er den største dag i klubbens historie,” siger formand Kasper Tikjøb.

UEFA hylder i sin kåring af FC Skanderborg især klubbens indsats for at tilbyde fodbold for alle uanset alder og niveau og for sit stærke samarbejde med lokalområdet:

”FC Skanderborg er en stor klub med mange medlemmer, der formår at rumme både bredde-og elitefodbold og hvis tilgang til lokalområdet tjener som eksempel for klubber i både Danmark og Europa. Klubben har virkelig fortjent prisen som ”UEFA Grassroots Club 2014,” siger Ioan Lupescu, UEFA Chief Technical Officer.

Også i DBU vækker den fornemme titel stor glæde:

”FC Skanderborg er på alle områder en inspiration for andre klubber og i den grad eksemplet på, hvor langt vi kan rykke breddefodbolden, hvis der på alle niveauer arbejdes struktureret med tingene. Jeg er virkelig stolt, og prisen er både et stort skulderklap til FC Skanderborg og en kæmpe cadeau til dansk klubfodbold,” siger Steen Jørgensen, Breddechef i DBU. 

Den østjyske klub fejres i dag med en stor fodboldfest for alle i klubben, ligesom den flotte pris vil blive markeret ved flere lejligheder i forbindelse med jubilæumslandskampen mod Sverige den 28. maj i Parken.

UEFA Grassroots Club 2014
FC Skanderborg blev i november 2013 kåret til Årets Danske Fodboldklub ved Dansk Fodbold Award 2013 og herefter indstillet af DBU til UEFA’s pris ’Best Grassroots Club’, der findes blandt samtlige breddefodboldklubber i UEFA’s 54 medlemslande.

Prisen ’Best Grassroots Club 2014’ er 21. maj 2014 blevet uddelt af UEFA i anledning af den årlige UEFA Grassroots Day Award, der hvert år hylder de klubber, ledere og aktiviteter, der har gjort det bedst indenfor breddefodbolden.

Prisen er blevet uddelt siden 2010, og det er første gang en dansk klub vinder guld i kategorien. Sølv gik til portugisiske Valadares Gaia Football Club, mens bronze gik til norske SPK Hoken.


FC Skanderborg

FC Skanderborg er en af Danmarks største fodboldklubber med mere end 120 frivillige ledere, 1100 medlemmer og hele 66 hold.

Klubben favner både bredden og eliten og fodboldspillere i alle aldre. Fra U6 Piger og Drenge til 2. Division Vest.

FC Skanderborg blev oprettet som klub i november 2005 med virkning fra 1. januar 2006. Klubben er en fusionsklub mellem de tidligere fodboldklubber HI Skanderborg og Skanderborg Boldklub.


Kontakt

Breddechef i DBU, Steen Jørgensen, stjn@dbu.dk / 2067 7679 
Formand i FC Skanderborg, Kasper Tikjøb Andersen, formand@fcskanderborg.dk / 2984 7622

Læs mere
UEFA Grassroots Club 2014 – FC Skanderborg (UEFA, 21.05.14)
Årets Fodboldklub 2013: Kandidat 2 – FC Skanderborg (04.11.13)
FC Skanderborg er Årets Fodboldklub (11.11.13) 
FC Skanderborg

Log ind