Danmark bedst – men desværre kun 2-2 mod Ungarn

Aftenens landskamp viste et dansk landshold i fin form, for selv om det ”kun” blev 2-2 på udebane mod Ungarn efterlod kampen et opløftende indtryk, inden det går løs i EM-kvalifikationen.


To danske højdepunkter, Lasse Schöne og Christian Eriksen. Foto: www.fodboldbilleder.dk


Selv om de fleste nok tænker VM for tiden, er der andre prioriteter for Morten Olsen og det danske landshold. Desværre skal Danmark ikke med til slutrunden i Brasilien, men der er kun tid til to træningskampe inden den første EM-kvalifikationskamp spilles den 7. september mod Armenien.

Aftenens kamp viste et dansk landshold i fin form, for selv om det ”kun” blev 2-2 på udebane mod Ungarn på Nagyerdei Stadion i Debrecen, var der mange fine danske præstationer, og kampen efterlod et opløftende indtryk inden det går løs i EM-kvalifikationen.

Dansk dominans – ungarsk føring

Det tog ikke lang tid, før Danmark havde fået et lille overtag i torsdagens udekamp mod Ungarn. Spillerne virkede oplagte og indstillede på, at Danmark skulle hente den første sejr nogensinde på udebane mod Ungarn.

Den danske offensiv forsøgte fra første fløjt at finde åbningerne, uden dog at komme til de store chancer – og det var måske endda ungarerne der fik den første halvfarlige chance. Den opstød efter en situation hvor William Kvist først faldt og efterfølgende fik Stephan Andersen ikke timet sin indgriben helt perfekt – men heldigvis for Danmark, så var det øvrige forsvar på plads, og fik sendt bolden ud af farezonen.

Efter omkring 20 minutter fik Danmark en god mulighed efter en omstilling, den endte med at Kasper Kusk kom til skud, men han forsøgte at føle bolden ind – og det forsøg voldte ikke Gulácsi nogle problemer i det ungarske mål. I de efterfølgende minutter fik Kusk flere gange vist sin fine teknik og fik skabt flere halve chancer – men i det 24. minut fik Danmark så sin første meget store chance. William Kvist spottede at Martin Braithwaite var fri, og efter et langt præcist indkast fra Kvist var Braithwaite alene med keeper Gulácsi – desværre blev Braithwaite så meget, at han fik sendt sit forøg over mål.

Minuttet efter tog Ungarn føringen. Tőzsér slog en lang aflevering frem mod Dzsudzsák, desværre hang Ahlmann så meget, at der ikke var offside, og Dzsudzsák scorede stensikkert på Stephan Andersen. Lidt af en dukkert set i forhold til spil og chancer.

Hvor Danmark inden målet havde været toneangivende, så kom Ungarn meget bedre med efter deres mål, men de holdt umiddelbart fast i planen om at stå godt defensivt – og så håbe på en kontramulighed.

Omkring den halve time fik Braithwaite en god mulighed for at komme til skud, det lykkedes ikke, men han holdt fast i bolden og fik langt den godt af til Kasper Kusk – han fik dog ikke den fornødne fart og præcision i sin afslutning. Generelt viste den danske offensiv fine takter, men de manglede lige den sidste skarphed.

Halvlegen sluttede med et nyt dansk overtag, et par halve chancer mere – og så fik Christian Eriksen til sidst vist, at han er en rigtig god frisparksskytte. Danmark fik frispark ca. 25 meter ude, Eriksen fik sendt en flot afslutning af sted, men Gulácsi fik kastet sig og reddet til hjørne. Ærgerligt, men et fint forsøg af Christian Eriksen.

Danmark havde fortjent sejren – men det sluttede 2-2

Fra 2. halvlegs start havde Morten Olsen valgt at lade hele fire mand udskifte, ind kom Morten ''Duncan'' Rasmussen, Andreas Bjelland, Lasse Schöne og Rasmus Würtz, og ud gik Simon Kjær, William Kvist, Jakob Poulsen og Kasper Kusk.

Og halvlegen var nærmest kun lige sat i gang, da Krohn-Dehli og Duncan i fællesskab fik skabt så meget ballade, at Lasse Schöne næsten fik sendt en returbold fra keeperen i nettet – men desværre for Danmark, stod en ungarsk forsvarer i vejen.

Kort efter viste Christian Eriksen igen at han besidder både fart og teknik. Han tog en lang aflevering med sig, og på trods af at han var stærkt presset, lykkedes det alligevel at komme til skud – men igen var heldet med Ungarn, for skuddet tog indersiden af stolpen og sprang i spil igen.

Danmark fik dog udlignet, og det var Christian Eriksen der var målskytten. Et langt dansk angreb endte med at dyb stikning til Lasse Schöne, han fandt med en flot hælaflevering Martin Braithwaite, som så igen lagde bolden til rette for Christian Eriksen, og Tottenham-spilleren sendte bolden i mål til 1-1.

I den efterfølgende minutter var både Michael Krohn-Dehli i to omgange tæt på. Først tvang han Gulácsi  til en flot redning, og et par minutter senere tog Krohn-Dehli på elegang vis en lang aflevering fra Würtz med sig, rundede keeperen – men ærgerligt nok fandt hans afslutning kun sidenettet. Ingen tvivl om at det angreb havde fortjent en bedre skæbne.

Men så snød Ungarn igen Danmark, for i stedet for et dansk føringsmål, så kom Ungarn foran efter en omstilling. Her førte de bolden frem i venstresiden, indskiftede Koman fandt en anden indskiftningsspiller, Varga, og han headede på flot fis bolden i mål – igen uden chance for Stephan Andersen.

Denne gang tog det dog kun tre minutter før Danmark fortjent nok atter fik udlignet. Andreas Bjelland førte bolden frem, og via Duncan som spilstation endte bolden hos Lasse Schöne, som uden tøven bankede bolden forbi Gulácsi og op i nettaget.

Efter den danske udligning stod der Danmark på mere eller mindre alt. De blå-hvide (i dagens anledning) havde mere eller mindre bolden hele tiden, og var flere gange tæt på at tage føringen. Tættest på var Lasse Schöne nok, da han ca. fem minutter før tid sendte en følt afslutning hen over keeperen, men igen var danskerne uheldige, for Schönes afslutning tog oversiden af overliggeren.

Der blev ikke scoret mere i kampen, så selvom Danmark havde fortjent sejren, har vi stadig ikke besejret Ungarn på udebane.

Statistiske vinkler EFTER kampen mod Ungarn:

  • Det var første gang, at Danmark spillede en A-landskamp den 22. maj. Dermed er måneden komplet, idet 22. maj indtil i dag var den eneste dato i maj, Danmark aldrig havde spillet en A-landskamp.
  • Daniel Agger var anfører for Danmark for 25. gang, hvoraf 22 har været fra kampens begyndelse og de tre øvrige som følge af udskiftning af den begyndende anfører.
  • Rasmus Würtz gjorde comeback på det danske landshold efter 6½ års fravær. Han debuterede i øvrigt i juni 2005 i samme landskamp som Daniel Agger, men har spillet 53 landskampe færre.
  • Christian Eriksens scoring til 1-1 var det første danske mål mod Ungarn i mere end 20 år. Seneste målscorer var Flemming Povlsen til slutresultatet 3-1 den 20. april 1994.
  • Det var første gang siden september 2005, at Danmark spillede 2-2 i en landskamp på udebane. Dengang var det i Istanbul mod Tyrkiet, hvor udligningen faldt i kampens sidste minut.
  • Jakob Ahlmann fra AaB blev debutant nummer 680 på det danske landshold.
  • Det var 5. gang, at et DBU-landshold spillede på Nagyerdei stadion i Debrecen (U17-landsholdet spillede fire gange på det gamle stadion i 1983).
  • Målet til 1-1 var det første danske mål mod Ungarn siden Flemming Povlsen scorede den 20. april 1994.
  • Danmark har for 3. kamp i træk spillet uafgjort på udebane mod Ungarn.

Kampfakta:

Ungarn-Danmark 2-2 (1-0)

1-0 Balázs Dzsudzsák (25’), 1-1 Christian Eriksen (56’), 2-1 Roland Varga (69’), 2-2 Lasse Schöne (72’)

Gule kort: Tőzsér (40’), Jakob Ahlmann (50’)

20.000 tilskuere på Nagyerdei Stadion i Debrecen

Den danske startopstilling (4-3-3):

Startopstilling: Stephan Andersen - Jakob Ahlmann Nielsen - Daniel Agger (anfører) - Simon Kjær (46’ Andreas Bjelland) - Lars Jacobsen - William Kvist Jørgensen (46’ Rasmus Würtz) - Michael Krohn-Dehli (79’ Thomas Kahlenberg) - Christian Eriksen - Jakob Poulsen (46’ Morten ''Duncan'' Rasmussen) - Kasper Kusk (46’ Lasse Schöne) - Martin C. Braithwaite

Ikke benyttede spillere: Kasper Schmeichel, Peter Ankersen, Jonas Knudsen, Kian H. Hansen, Jakob Ankersen, Jesper Hansen, Pierre Emile Højbjerg


    Log ind