U19: EM-rejsen begynder i Aserbajdsjan

De danske U19-kvinder sætter i næste måned jagten ind på endnu en EM-slutrunde, når Danmark i EM-kvalifikationens første runde møder Cypern, Aserbajdsjan og Ukraine i Baku.

Stine Larsen skal sammen med reste af det danske U19-kvindelandshold i september kæmpe for endnu en EM-billet, når Danmark møder Cypern, Aserbajdsjan og Ukraine. Her ses hun under U19-EM i Wales i 2013. Foto: UEFA.


Det er en træner og et hold fuld af selvtillid, der i september rejser den lange vej til Aserbajdsjan, hvor Danmarks første EM-kvalifikationsrunde spilles. Sidste uge bød nemlig på både stor skarphed foran mål og to flotte sejre over Irland – sidste test inden altså Danmark møder Cypern, Aserbajdsjan og Ukraine i Baku.

”Vi tager afsted med to gode sejre over Irland i bagagen, (4-0 og 2-0 i sidste uge, red.), så vi tager selvfølgelig afsted for at vinde puljen, hvilket vi også har holdet til at gøre,” lyder det selvsikkert fra den danske landstræner, Søren Randa-Boldt.

Den danske landstræner ser både frem til kampene men også de gode forhold, som værterne fra Aserbajdsjan stiller til rådighed. Landet var i 2012 vært for U17-VM, og det er disse faciliteter og stadions, der bliver benyttet til den kommende EM-kvalifikation:

”Vi skal møde Cypern, som vi ikke kender ret meget til, så det bliver sjovt. Så står den på Aserbajdsjan, som for to år siden var værter for U17 VM, så det er et hold, som må formodes at kende hinanden godt, så det bliver helt sikkert ikke nemt. Til sidst venter Ukraine, som altid er en stærk modstander og næsten altid er at finde i Eliterunden i foråret,” siger Randa-Boldt.

Truppen har ingen nye ansigter i forhold til de to seneste kampe mod Irland og det er der også en grund til:

”Det er en rigtig godt trup at arbejde med, der fungerer godt både på og uden for banen. Der er rigtig mange gode spillere, og derfor har det også været svært at udtage holdet, når man kun må have 18 spillere med,” slutter landstræneren.

De danske piger starter rejsen mod Danmarks måske 3. EM-slutrunde på fire år, når holdet tager afsted fra Danmark den 10. september og er retur den 19.

Se Danmarks program her
Se truppen her

Log ind